U17 leverede flot comeback mod tophold

Et flot comeback var med til at sikre 2-2 ude mod topholdet Silkeborg IF.

Lørdag eftermiddag var Randers Freja FC’s U17 hold på noget af en opgave i Søhøjlandet, hvor U17-ligaens ubestridte tophold Silkeborg IF ventede.

Det var da også de rødblusede spillere fra Silkeborg, der fra kampens start viste prøver på deres talent og kvalitet. Kampen var bare 6 minutter gammel, da silkeborgenserne på en flot omstillingsscoring bragte sig foran med 1-0. 34 minutter inde i første halvleg bragte Alexander Lind med sin anden scoring i kampen Silkeborg IF foran med 2-0. Nu så det for alvor svært ud for Randers Freja FC.

U17-drengene nægtede dog at give op, og kort før pausen kæmpede de sig tilbage i opgøret med en reducering til 2-1. Målet faldt efter et hjørnespark, hvor Viktor Frandsen steg til vejrs og headede bolden i netmaskerne. Det blev startskuddet til et flot comeback i Silkeborg denne lørdag eftermiddag.

I anden halvleg fortsatte Randers Freja FC de positive takter og investerede masser af god energi. Det skulle vise sig at give pote. 60. minutter inde i kampen udlignede kronjyderne til 2-2, idét Lasse Bak Laursen lavede selvmål for Silkeborg IF efter et godt eksekveret randrusiansk hjørnespark.

Mod kampens afslutning pressede silkeborgenserne på i håbet om at få scoret yderligere. Randers Freja FC forsvarede sig dog med næb og kløer og holdte stand, hvorfor det hele sluttede 2-2 på Jysk Park.

– Vi er tilfredse med at få 2-2 med derfra, når man tænker på, at vi var bagude med 2-0 til et rigtig godt hold. Det var virkelig en god indsats af spillerne. Der blev arbejdet hårdt for sagen, og det gav pote, fortæller Superliga-holdets assistenttræner Morten Eskesen, der står i spidsen for U17-ligaholdet.

– Spillerne viser god moral og indstilling. Der er ikke nogen, som slår op i banen. De kæmper bare videre og arbejder hårdt. Jeg synes, at det var et flot resultat, siger Morten Eskesen.

Næste gang U17-ligaholdet skal i aktion er den 10. november kl. 12.00 hjemme mod AGF.

Skrevet af: Martin Albrechtsen