U15 vandt på svær udebane

Silkeborg IF – Randers Freja FC 1-3 (0-2)

Kampfakta:
0-1: Dion (Magnus L)
0-2: Dion (Omer)
1-2: SIF
1-3: Khaled (Christian)

Truppen: Jeppe, Jacob F, Oliver, Malik, Christian Ø, Christian L, Jakob F, Mads E, Mads C, Omer, Khaled, Magnus L, Filip, Dion.

Cheftræner Joachim Møller Jensen udtalte følgende efter kampen:

«Vi står med en lidt blandede følelse efter kampen.
Naturligvis er vi glade for sejren og de tre point på en svær udebane, men der var nogle ting, vi gerne havde set havde været bedre på dagen.
Kampen starter meget jævnbyrdigt ud med et lille overtag til os. Der blev skabt lidt løse muligheder i begge ender, den største til os efter en flot soloaktion af Filip.
Efter 17 minutter fik Dion bragt os foran efter fint forarbejde af Magnus L. og Jacob F.
Herfra bølger kampen lidt frem og tilbage, og vi har nogle muligheder, som vi dog ikke fik lukreret på.
Lige inden pausen bragte Dion os yderligere foran på en glimrende omstilling sat op af Filip og Omer, inden bolden blev sparket ind alene med målmanden.

I anden halvleg var der ikke spillet ret lang tid inden Filip fandt Dion med en fantastisk stikning, hvor afslutningen desværre tog stolpen, hvilket ellers kunne være den perfekte åbning på anden halvleg.
Desværre fik SIF reduceret til 1-2 på et godt angreb efter 38 minutter, hvilket åbnede kampen lidt op.
Efter scoringen blev begge hold i en periode reduceret til 10 mand, og SIF overtog stille og roligt mere og mere af banespillet herfra.
Efterhånden som SIF fik flyttet bolden højere op på vores banehalvdel, åbnede det op for nogle gode omstillingsmuligheder den anden vej, hvilket vi også var tæt på at udnytte ved flere anledninger.
Efter 57 minutter kom Randers scoring nummer tre, hvor Oliver fandt Christian i en spilvending, og efter lidt samspil mellem Christian og Omer, fandt førstenævnte Khaled med et godt slået cutback inde i feltet.
Målet gav os mere ro i vores spil, og herfra var fornemmelsen, at vi var nærmere på at score flere end SIF var på at reducere.
Vi blev ved med at spille videre på vores omstillinger, og skaber nogle fine muligheder ved bl.a. Mads E. og Jacob F., men ingen af forsøgene endte med scoring, og det betød, at kampen endte med sejr 1-3.

I perioder er vi for svage i vores pres og forsvarsspil, som ellers har set godt ud i de øvrige kampe tidligere i turneringen.
SIF skal dog også have ros for at være dygtige i deres pasningsspil og flere gange skabe og udnytte de lidt for store afstande i vores hold.
I lange perioder kommer vi til at skulle løbe mange tomme meter.
Til gengæld var vi rigtig skarpe i vores offensive omstillinger, hvor vi skaber mange muligheder.
Det er stærkt at vinde på en svær udebane mod et god SIF hold på en relativt middels præstation, og det er også en kvalitet at kunne det.
Der er nogle ting vi skal have kigget på træningsbanen i den kommende uge, hvor der venter pokalkamp på tirsdag mod Haderslev, og en ny turneringskamp lørdag ude mod FK Viborg».

Skrevet af: Claus Stenum Jensen