U15-topscorer på ungdomskontrakt

Randers FC har tegnet en ungdomskontrakt med U15-holdets topscorer Dion Veliqi.

U15-holdets topscorer Dion Veliqi har skrevet under på en ungdomskontrakt med Randers FC. Han blev topscorer med 18 scoringer i 14 kampe på U15-holdet, som blev kredsvinder med 37 point foran bl.a. AaB, Silkeborg IF og AGF.

– Dion er en klinisk afslutter med god fart og god timing i sine gennembrudsløb. Han arbejder samtidig hårdt i presspillet, så han arbejder også godt for holdet. Vi glæder os til at følge hans udvikling, hvor han blandt skal blive mere stabil i sine præstationer. Han skal klø på og kæmpe om spilletid på U17-ligaholdet i næste sæson, og vi tror på, at han også kan få chancen på DBU’s landshold i løbet af næste sæson, hvis han gør det godt, siger talentchef og ‘Head of Coaching’ Peter Elstrup.

Dion Veliqi var i sidste måned udtaget til DBU’s talenttræft i Vildbjerg og fik vist sit høje topniveau i løbet af kampene. Han glæder sig nu til at komme i gang på den anden side af sommerferien.

– Jeg er stolt over at skrive kontrakt med Randers FC. Det har været min drøm lige siden jeg som 6-årig blev meldt ind i Randers Freja. Jeg er glad for, at Randers FC viser, at de tror på mig, siger Dion Veliqi, der efter sommerferien starter i 9. klasse på Randers Realskole, hvor han allerede går.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Randers FC