U15 sluttede med en sejr

Arkivfoto: U15 mod Go Ahead Eagles tidligere i år

Randers Freja FC- Silkeborg IF 3-1 (1-1)

Kampfakta:
0-1: SIF
1-1: Dion (Omer)
2-1: Dion (Magnus L)
3-1: Filip (Omer)

Trup: Jeppe, Marius, Oliver M, Malik, Magnus F, Mads E, Mads C, Jakob F, Magnus L, Khaled, Filip, Dion, Omer.

Cheftræner Joachim Møller Jensen udtalte følgende efter kampen:

«Vi spiller ikke en ret god kamp, men lykkes med at gøre det, der skulle til for at vinde.
Vi var ramt på vores energiniveau, og vi så slidte ud efter et hårdt program især de sidste 14 dage med rigtig mange kampe og bl.a to Hollandsture.

De første 10-12 minutter af kampen var med SIF-dominans i banespillet.
Det var dog os, der skabte kampens første muligheder, bl.a. en friløber, der blev flot sat op af Filip, inden Filip også havde et nærgående forsøg efter at have sat 3-4 SIF-spillere på kanten af feltet.
Det blev dog SIF, der først fik scoret først i kampen efter en omstilling fra et hjørnespark, hvor deres hurtige kantspiller blæste forbi fire-fem Randers spillere.
De sidste 10-15 minutter inden pausen begyndte vi at finde lidt momentum og fik også udlignet til 1-1 efter fint kombinationsspil mellem Omer og Dion. Første halvleg var generelt en lidt låst halvleg med få chancer i begge ender af banen.

Anden halvleg blev en anden historie med store muligheder til begge hold.
Halvlegen var generelt meget åben, stadig med SIF i en del boldbesiddelse og med længere angreb, og med os mere i omstillinger.
På 1-1 har SIF et skud på overlæggeren og ned på stregen, inden vi får scoret til 2-1 på et tidlig indlæg fra Magnus L., som Dion flot sparkede over i det lange hjørne.
Herfra blev kampen ved med at bølge frem og tilbage, hvor SIF har nogle forsøg fra distancen, og vi har nogle farlige dødbolde og en situation, hvor vi kommer to spillere alene mod SIF-målmanden.
Det klareste straffespark set de sidste 10 år på Randers Stadion blev dog ikke givet, og det endte i stedet med, at vi pludselig var en mand i undertal. Drengene fik dog taget arbejdshandskerne på i denne periode og reddet kastanjerne ud af ilden, indtil vi igen var fuldtallige.
Et minut inden fuld tid blev Omer nedlagt i feltet, og denne gang blev der fløjtet straffespark, som Filip sikkert ekspedererede i mål.
Alt i alt en kamp hvor vi er i alt for lidt kontrol, men hvor vi lykkes med at skabe nok chancer til at vinde.

Det bliver godt til drengene med en friweekend, nu hvor vi i kommende periode skal begynde at kigge frem mod JM-finalen om små 14 dage.»

Skrevet af: Claus Stenum Jensen