U15 lider sent nederlag i åbningskamp

Lørdag eftermiddag var Randers Freja FC’s U15-hold taget til Aalborg, hvor de skulle forsøge at tage tre point i sæsonåbneren mod AaB i U15 Drenge Ligaen.

Desværre var det aalborgenserne, der kom hurtigst ud af starthullerne, da de bragte sig foran allerede efter 5 minutters spil på en omstilling.

Blot 2 minutter efter fik AaB lov til at smage deres egen medicin, idet Randers Freja FC fik udlignet – igen på en omstilling. 1-1 blev det således ved Wilhelm Simonsen assisteret af Furhan Cengizay.

Herefter stod der blå-stribet på det hele. Randers Freja FC dominerede kampen og skabte flere gode muligheder, og efter en halv time spillet kom forløsningen endelig ved et rigtig gennemført kombinationsspil. 1-2 til vores U15-hold med selvsamme Wilhelm Simonsen som dobbelt målscorer, før dommeren fløjtede til pause på en varm dag i Aalborg.

Ligesom i første halvvej kom AaB bedst fra start, hvorfor de kunne udligne på et hjørnespark. Efterfølgende havde hjemmeholdet bolden mest, men Randers Freja FC stod stærkt sammen og forsvarede sig godt i store perioder. Kort før slutfløjtet skete det uheldige dog, da AaB formåede at score til 3-2 på et godt mål.

Dermed taber Randers Freja FC’s U15-hold sæsonens første tre point. På trods af resultatet har cheftræner Tobias Bendixen kun positive ord tilovers for de unge talenter.

– Drengene fortjener kæmpe ros. De knokler røven ud af bukserne, og det er så ærgerligt, at vi ikke får point. Det har vi fortjent, men vi må vende blikket mod næste uge i Vejle, fortæller Tobias Bendixen.

Som cheftræneren rigtigt fortæller, skal drengene igen i aktion om en uge mod Vejle Boldklub med kampstart klokken 12:30.

Den aktuelle stilling i U15 Drenge Ligaen kan tilgås ved at klikke her.

Kampfakta: 
AaB – Randers Freja FC 3-2 (1-2)
1-0 Anders Noshe (5.)
1-1 Wilhelm Simonsen (7.)
1-2 Wilhelm Simonsen (30.)
2-2 Emil Borup (46.)
3-2 Anders Noshe (71.)

Startopstilling med ændringer undervejs: 
Gustav Søby, Christoffer Mygind Hagens, Malthe Christensen, Laurits Raun Pedersen, Simon Rosenkilde, Wilhelm Thomas Køhler Simonsen (30. Victor Mikkelsen), Bertil Seedorff Sand Pedersen, Oskar Drachmann Øfverlind (40. Viktor Kjær), William Moth (75. Elias Kurth), Furkan Cengizay, Elias Kurth (55. Magnus Kahr).

Skrevet af: Christian Bundgaard Larsen