U15 fik sejr i premieren

Randers Freja FC – FK Viborg  5-1 (1-1)

Kampfakta:
1-0: Filip (Dion)
1-1: FKV
2-1: Dion (Mads C)
3-1: Dion (Jacob F)
4-1: Filip (Magnus L)
5-1: Filip

Truppen: Jeppe, Jacob F, Oliver, Malik, Christian, Magnus F, Jakob F, Mads E, Mads C, Omer, Khaled, Magnus L, Filip, Dion.

Cheftræner Joachim Møller Jensen udtalte følgende efter kampen:

«Første halvleg var langt under standard og var én lang opvisning i dårlige individuelle og kollektive beslutninger.
Vi så nervøse ud, i meget af det vi foretog os, og vi manglede energi i vores udtryk. Vi formåede ikke at skabe det spil, der skulle til for at true Viborgs mål.
Vi kommer på 1-0 ved Filip på straffespark, men skaber ikke rigtig andet udover det nævnte straffespark i løbet af halvlegen.
Viborg fik skabt en stor chance, som Jacob F. med stor opofrelse fik afværget omkring stregen, inden de fik udlignet til 1-1 på en opspilsfejl fem minutter før pausen.
Jeppe havde også enkelte gange, hvor han måtte i aktion i løbet af halvlegen.

Anden halvleg var en del bedre end første, hvor der var langt mere energi og beslutsomhed i det vi foretog os, men stadig med plads til meget forbedring.
Vi skabte en del chancer og formåede bedre at holde Viborg fra fadet end i første halvleg. Dion brændte en kæmpe chance efter 45 minutter, inden han fik scoret til 2-1 på et flot hovedstød ikke længe efter.
Kort efter scorede nævnte Dion igen på oplæg af Jacob F, inden Filip udbyggede føringen yderligere til 4-1 på et rigtig flot langskud.
Filip scorede til 5-1 på et direkte hjørnespark.

En kamp hvor resultatet er langt bedre end præstationen på dagen. Vi må have kigget på nogle ting på træningsbanen i den kommende uge, for der er ingen tvivl om, at vi har langt mere at vise, end hvad tilfældet var idag.
Det er sjældent at premierekampe giver de store spillemæssige oplevelser, og idag var ikke nogen undtagelse.
Vinden havde en del indvirkning på kampen for begge hold, men der skal vi simpelthen være skarpere til at afkode forholdene hurtigere. Det er flot at vinde stort på en generel laber dag mod et fint hold, og drengene viste fin moral ved at få tippet kampen i vores favør, men det er som sådan også status fra dagens kamp.
Vi glæder os til næste weekend, hvor vi gæster TRIF.»

 

Skrevet af: Claus Stenum Jensen