U13, U14 og U15 på fin træningslejr

Søndag den 2. februar afsluttedes træningslejren i Kruså.
Da U15-træningskampen desværre var blevet aflyst, så startede U15-holdet med en gang træning fra morgenstunden.

U13-holdet spillede træningskamp mod Auswahl Schleswig-Holstein U13. Et udvalgt hold fra de 13 stützpunkte i landsdelen.
Det var en livlig kamp med masser af chancer, hvor den offensive del af holdene var bedre end den defensive.
Resultatet blev en sejr på 8-2 til Randers Freja FC, som var jævnt overlegen gennem hele kampen.

U14 skulle spille mod endnu et tysk hold, nemlig Holstein Kiel. Vi havde forventet en jævnbyrdig modstander, men var lidt skuffede over modstanderens niveau.
De havde på dagen noget sygdom, og de havde valgt at rykke nogle spillere op på deres U15-hold samme dag.
Kampen blev en noget ensidig forestilling med Randers Freja FC rigtig meget på bolden. De første 20 minutter var fremragende med spil lige efter vores spillestil, og resten af kampen var også på et fint niveau. Resultatet blev 7-0.

Det var en rigtig fin træningslejr med fin forplejning og gode rammer. Desuden gav den geografiske placering os mulighed for at møde nye modstandere.
Vi har fået en god kontakt til det Schleswig-Holstenske område, hvilket på sigt kan give os nogle gode muligheder for udveksling af både spillere, hold og trænere.

Skrevet af: Claus Stenum Jensen