Tobias Elstrup fuldtidsansat som fysisk træner for talenterne

Randers FC’s talentafdeling opruster, da fysisk træner Tobias Elstrup går fra deltid til fuldtid fremadrettet.

Talentafdelingen er blevet yderligere forstærket, da Randers FC har vekslet den fysiske træner Tobias Elstrups deltidskontrakt med en fuldtids én af slagsen gældende fra sommer.

– Det er vigtigt for en fodboldklub at have specialister tilknyttet, som gør miljøet endnu mere elitært og kan gå i detaljer på flere områder. I dagens fodbold spiller det fysiske en stor rolle, så derfor giver det rigtig god mening at opruste på den front og sørge for at vores unge spillere får de bedste forudsætninger for at udvikle sig til Superliga-spillere, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen og fortsætter:

– Med ni spillere af egen avl i Superliga-truppen kan vi se, at det kan betale sig at investere i vores egne talenter. Vi kan godt lide det udtryk det giver, og samtidig ved vi, at spillerne besidder de egenskaber, som vi gerne vil kendes for. Derfor giver det rigtig god mening for os at få Tobias over på en fuldtidsaftale, der gør at han kan arbejde endnu mere fokuseret med at få bygget på den fysiske del i ungdomsafdelingen. Han har allerede gjort et stort stykke arbejde sammen med resten af den fysiske sektor. Det arbejde skal vi nu have udviklet yderligere, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.

Tobias Elstrup har været ansat på en deltidskontrakt siden sommeren 2017 og sideløbende været i gang med en kandidat i idræt og sundhed på Syddansk Universitet. Han glæder sig til at kunne fordybe sig endnu mere i det fysiske aspekt af fodboldtræningen.

– Jeg ser det som et stort skulderklap, at min hjerteklub vil ansætte mig på fuld tid, og det er noget, jeg længe har drømt om. Hele klubben er inde i en god udvikling, og det vil jeg gerne være en del af. Jeg er glad for samarbejdet med de andre trænere, assistenttrænere og den fysiske sektor, og jeg føler, at vi rykker os hver dag, siger Tobias Elstrup.

For ham er det en opgave at sørge for, at spillerne er klar til den kommende kamp i kalenderen, mens der samtidig også er fokus på, at de skal være klar fysisk, når Superligaholdet forhåbentlig engang kalder. Så det er arbejde både på kort og lang bane, han skal arbejde endnu mere intensivt med i fremtiden.

– Jeg ser frem til at kunne tilbringe mere tid i klubben og arbejde videre på den strategi, vi har bygget op over de seneste år, hvilket gerne skulle rykke spillerne endnu tættere på deres drømme og mål. Det bliver især fedt at kunne gå mere i detaljer med den enkelte spiller og lære endnu mere fra mig. Frem til sommer vil jeg dog have et stort fokus på at gøre min kandidatuddannelse i Konkurrence- og Eliteidræt på Syddansk Universitet færdig, da uddannelse er ligeså vigtig for mig som træner, som det er for vores spillere.
Før sit job som fysisk træner i klubben har Tobias Elstrup selv spillet hele sin ungdomstid i Randers Freja og sidenhen været assistenttræner for U19-holdet. Han har gået på Randers Realskole og efterfølgende på HHX hos Tradium.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Randers FC