Thomasberg tiltræder øjeblikkeligt i Randers FC

Randers FC og Hobro IK er blevet enige om en aftale, der sender Thomas Thomasberg til Randers FC med øjeblikkelig virkning.

I forrige måned opsagde Thomas Thomasberg sin stilling som cheftræner i Hobro IK for i stedet at tiltræde som cheftræner i Randers FC. I første omgang gjorde et opsigelsesvarsel, at Thomas Thomasberg var på kontrakt i Hobro IK frem til udgangen af september og dermed først kunne tiltræde i Randers FC den 1. oktober.

Nu er Hobro IK og Randers FC imidlertid blevet enige om en aftale, der løser Thomas Thomasberg fra kontrakten med Hobro IK og dermed sender træneren til Randers FC med øjeblikkelig virkning.

Hos Randers FC udtrykker direktør Søren Pedersen stor tilfredsstillelse over, at Thomas Thomasberg tiltræder med øjeblikkelig virkning.

– Det er mest optimalt for alle parter, at Thomas kan påbegynde sit arbejde i Randers FC fra opstarten af sæsonen 18/19. Vi vil gerne takke Hobro for at finde en løsning, som er positiv for alle parter, siger Søren Pedersen.

Også Thomas Thomasberg glæder sig over, at klubberne er blevet enige om en løsning.

– Jeg er glad for, at klubberne er blevet enige om en løsning, så jeg nu kan komme i gang med mit nye arbejde. Jeg har været ekstremt glad for at være i Hobro IK både som træner og som menneske, og jeg vil gerne sige tak til spillere, stab og alle andre i og omkring klubben for en rigtig god tid. Nu ser jeg frem til at komme i gang i Randers FC, siger Thomas Thomasberg.

– Det er glædeligt, at vi er blevet enige med Randers FC om en aftale vedrørende Thomas’ fremtid, så vi alle kan komme videre, siger sportschef i Hobro IK, Jens Hammer Sørensen.

– Vi har været rigtig glade for at have Thomas i Hobro IK, og han skal have en stor tak for alt det, han har udrettet i sit halvandet år som cheftræner i klubben. Vi ønsker ham al mulig held og lykke fremover, lyder det fra sportschefen.

 

 

 

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Getty