Thomasberg: Tilfreds med indstillingen og indsatsen

Cheftræner Thomas Thomasberg var godt tilfreds med Randers FC-holdets præstation i træningskampen mod AGF lørdag eftermiddag.

– Jeg synes, at jeg så en rigtig god præstation. Vi var fint organiserede og havde et fornuftigt presspil. Vi vil gerne lægge på offensivt, men man kunne godt se, at vi havde nogle spillere ud af position. Det var nye konstellationer, men det så godt ud, og jeg er meget tilfreds med indstillingen og indsatsen. Det var ærgerligt, at vi ikke holdt føringen lidt længere, men vi fik set, at de næste i rækken også kunne stå distancen. Det var fedt at se, at de også var på et rigtigt godt niveau, lyder det fra Thomas Thomasberg.

Der var til tider en høj intensitet i lokalopgøret, som selvom det “bare” var en træningskamp kastede tre gule kort og en del frispark af sig.

– Vi havde bedt spillerne om at tage lidt hårdere fat og være lidt mere på. Jeg tror også, at der blev lagt lidt mere på, da det var AGF, der var modstanderen. I forhold til det begge hold har spillet med i sidste uge, så lignede det de hold, som skal spille om 14 dage, og det er det, der er meningen med de her træningskampe. Dem der skal være klar om 14 dage, skal til at spille sig i form nu, så det synes jeg var et udtryk for, at begge hold lagde rigtig meget energi i kampen.

Kampen gav uofficiel debut til østrigske Simon Piesinger, som spillede i det centrale forsvar i fraværet af Mathias Nielsen og Simon Graves.

– Jeg synes, at det var stærkt af Simon Piesinger at gå direkte ind. Han har ikke trænet ret mange gange og har spillet central midtbane, men han fik derned med en god ro, overblik og fordelte også boldene fint. Så det var dejligt at se.

Sierraleonske Alhaji Kamara var for første gang i aktion på Cepheus Park Randers i en Randers FC-trøje og også han fik gjort sig positivt bemærket.

– Selvom Alhaji ikke fik scoret mål, så fik vi set, at han tog nogle gode, hårde løb for holdet og var lige ved at komme fri nogle gange. Der mangler lige lidt mere skarphed, men det har vi jo en 14 dages tid til at finde frem.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Randers FC