Thomas Thomasberg testet positiv for COVID-19

Cheftræner Thomas Thomasberg er desværre testet positiv for COVID-19.

Tidligere på dagen kunne det læses på Amtsavisen.dk, at vores cheftræner Thomas Thomasberg var gået i hjemmekarantæne, da hans kone var testet positiv for COVID-19, og derfor selv skulle testes. Nu er svaret så kommet til cheftræneren, der desværre er testet positiv mandag eftermiddag.

Randers FC følger protokollerne fra Divisionsforeningen, hvorfor dem der har været i nær kontakt til Thomas Thomasberg i forbindelse med fredagens kamp mod OB er blevet isoleret.

Spillerne bliver testet i morgen (tirsdag) og igen torsdag. Alle Randers FC-ansatte bliver testet på ugentlig basis, og de der har været i nær kontakt med Thomasberg vil blive testet yderligere én gang. De personer der har været i nær kontakt vil arbejde hjemmefra, indtil der er svar på tests.

God bedring til Thomasberg og familien. Vi krydser fingre for, at der ikke er andre positive tilfælde i Randers FC-truppen.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images