Tak for støtten!

Vi har modtaget mange støtteerklæringer over de seneste uger, og flere har spurgt til, hvordan de kan støtte klubben i denne svære tid. Man kan naturligvis støtte vores sponsorer, som støtter Randers FC. Derudover sendte vi den 17. april en mail ud til alle vores sæsonkortholdere, hvor vi bad dem om at træffe et valg – ønsker du kompensation eller vil du støtte Randers FC med din fortsatte betaling?

Der kan vælges imellem at benytte sig af en kampagnekode, som vi i samarbejde med vores billetpartner NewC har fået lavet, hvor man kan få 4 måneders “rabat” – dvs. 4 måneder med 0 kr,- i indbetaling, eller man kan lade være med at benytte sig af rabatkoden, og dermed støtte Randers FC med sin fortsatte betaling. Vælger man sidstnævnte takker vi for støtten ved at sætte fire Randers FC-menuer samt rabatkode på tre valgfrie billetter ind på vores sæsonkortholderes profil til, når vi igen kan se jer på Cepheus Park Randers.

Overvældende støtte
Og støtten til Randers FC er overvældende. I skrivende stund har kun 16 ud af 938 sæsonkortholdere valgt at benytte sig af kompensations-løsningen, hvilket sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen er dybt taknemmelig for og stolt over.

– Den opbakning vi mærker i øjeblikket fra vores trofaste sæsonkortholdere og sponsorer, den er ganske enkelt enestående. Det viser sammenhold, og at vi står sammen i en svær tid. Vi takker ydmygt for den fantastiske støtte, siger Søren Pedersen.

Er du sæsonkortholder, så husk at kampagnekoden skal være indtastet senest 31/05-2020. Såfremt du ikke ønsker at benytte rabatkoden, men derimod støtte Randers FC med din fortsatte betaling, så skal du slet ingenting gøre. Vi skal nok sørge for at “Tak-for-hjælpen-pakken” automatisk bliver sat ind på din sæsonkortprofil til, når vi igen må have tilskuere på Cepheus Park Randers.

Vi savner jer, og vi glæder os til at dele store oplevelser med jer igen på Cepheus Park Randers, så snart sundhedsmyndighederne giver grønt lys.

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Jan Christensen, Getty Images