Ta’ med til lokalopgør på lørdag

Cirka 30 kilometer skiller Randers fra Hobro rent geografisk, og i Superligatabellen er der grundet det store og tætte midterfelt kun fire point mellem de to hold, selvom Hobro IK i øjeblikket indtager sidstepladsen. Der er med andre ord lagt op til et rigtig spændende lokalopgør på lørdag kl. 16:00, når Randers FC krydser kronjyske klinger med lillebroren i nord på DS Arena.

Statistisk set står det fuldstændig lige, når man kigger på de to holds indbyrdes kampe i Hobro. De lyseblå og de gule har mødt hinanden tre gange i alt på DS Arena, hvoraf det er blevet til én sejr til hvert hold og en enkelt uafgjort kamp. Ikke siden vores 0-1 sejr tilbage i 2014, hvor Mikael Ishak kom på tavlen, har vi formået at score i Hobro.

De seneste to opgør er således endt med 0-0 i 2015 og 2-0 til hobrogenserne i  august måned sidste år. Randers FC har derfor revanche til gode, når man isoleret set kigger på kampene i Hobro. Og vi kan passende lade os inspirere af seneste kamp mod lokalrivalerne, hvor vi på hjemmebane i august måned i år vandt med hele 3-0 over HIK. Scoringerne blev i den kamp sat ind af hhv. André Rømer, Emil Riis og Saba Lobjanidze.

En sejr i det kronjyske derby på lørdag kan betyde, at Randers FC klatrer op i Superligaens top 6. Holdet har derfor brug for al den støtte, som de overhovedet kan få.

Så ta’ med til Hobro og støt drengene. Du kan køre med os til kampen for blot 150 kroner, og dette inkluderer naturligvis også en billet ind til opgøret.
Køb din billet via https://billet.randersfc.dk/

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Getty Images