Straffesparkscoring afgjorde den sidste træningskamp

Randers FC tabte 1-0 på straffespark til Vejle i den sidste træningskamp før 3F Superligastart. Spillet var domineret af fight og nærkampe, og begge hold havde svært ved at skabe de helt store chancer.

Lørdag eftermiddag havde Randers FC taget turen sydpå til Trekantsområdet for at møde Vejle på VB Parken. Her skulle kronjyderne forsøge at få den bedst mulige optakt i den sidste træningskamp før den kommende 3F Superligasæson.

I startelleveren var der fundet plads til Alhaji Kamara på toppen, der overtog positionen fra Emil Riis, som er afsted med U21-landsholdet. Desuden var Simon Piesinger rykket i midtforsvaret, mens Björn Kopplin var foretrukket på venstrekanten.

De første 30 minutter var en blandet affære uden chancer til nogle af mandskaberne, men i stedet blev kampen domineret af masser af dueller og hårdt arbejde. Mest nævnværdigt var en Vejle-spiller, der mistede fodfæstet i sit eget felt. Han faldt og ramte bolden med armen – ubevidst eller ej – hvilket kunne have givet et randrusiansk straffespark. Dommerens fløjte forblev dog tavs til frustrationer på trænerbænken.

Kort før pausen fløj Mathias Greve gennem banen og blev nedlagt af en Vejle-spiller få meter uden for feltet. Dette resulterede i et frispark, som anfører Erik Marxen blev sat til at sparke. Desværre for Randers FC sparkede han bolden direkte i muren.

Sekunder før dommeren fløjtede til halvleg, bragte Vejle sig foran. En omstilling førte til en rødbluset friløber, som blev nedlagt i feltet af en fremstormende Patrik Carlgren. Dette betød, at Vejles Diego Montiel kunne bringe hjemmeholdet foran 1-0.

Fra anden halvlegs start fik unge Filip Bundgaard Kristensen chancen på bekostning af Kamara, der fik sine første spilminutter efter sin skade. Dette betød, at Klysner blev skubbet op som 9’er, mens Greve indtog sin sædvanlige plads på kanten.

Efter pausen tilfaldt den første chance Randers FC. Et langt indkast blev halvclearet, hvorfor Jesper Lauridsen kunne få plads til en afslutning med sit fine venstreben. Dette tvang Vejle-keeperen til en redning helt nede ved stolpen.

I det 60. minut foretog Thomas Thomasberg tre indskiftninger, hvor Graves, Lauenborg og Egho kom ind i stedet for henholdsvis Piesinger, Vito og Klysner. Straks var Egho involveret i et opstil til en Greve-mulighed, men bolden røg desværre i favnen på hjemmeholdets keeper.

Et kvarter senere blev Karl Leth og Oliver Bundgaard Kristensen indskiftet, hvor Greve og Lauridsen røg ud. Sekunder herefter strøg Leth gennem på venstrekanten og blev nedlagt i feltet. Ligesom i første halvleg forblev dommerens fløjte dog tavs.

Dernæst dalede intensitet, hvorfor Randers FC desværre led et ærgerligt nederlag i den sidste træningskamp før ligastart. Forsvaret og Carlgren i buret havde generelt styr på kampen, mens vi fremadrettet havde svært ved at skabe de helt store chancer. På trods af resultatet var assistenttræner Rasmus Bertelsen alligevel tilfreds.

– Det var en tæt kamp afgjort på straffespark, hvor der også var to i den anden ende, der kunne være blevet dømt. Man skal dog ikke hænge sig for meget i resultatet. Der blev gået til stålet og ikke givet mange chancer væk, fortæller Bertelsen.

Der kan derfor ses frem til sæsonpremieren på udebane mod Horsens den 13. september, hvor der forhåbentlig kommer tre point på kontoen. Ifølge Bertelsen er Randers FC såvel som Vejle da også ganske tæt på at være klar hertil.

– Det var to hold, der er så tæt på, som de skal være til første turneringskamp. Vi begynder at have folk tilbage, og Kamara og Egho får også deres første minutter i opstarten. Når vi har Riis tilbage, får vi også mere at skyde med, og den defensive base så fin ud. Så alt i alt en fin præstation, afslutter Bertelsen.

Kampfakta

Vejle – Randers FC 1-0 (1-0)
45. Diego Montiel 1-0.

Startopstilling med ændringer undervejs:

Patrik Carlgren – Mikkel Kallesøe, Simon Piesinger (60. Simon Graves Jensen), Erik Marxen, Jesper Lauridsen (75. Oliver Bundgaard) – Tobias Klysner (60. Marvin Egho), Andre Rømer, Vito Hammershøy-Mistrati (60. Frederik Lauenborg), Björn Kopplin – Mathias Greve (75. Karl Leth), Alhaji Kamara (45. Filip Bundgaard Kristensen)

Skrevet af: Christian Bundgaard Larsen