Stensikker 3-0-sejr over SønderjyskE

Det endte 3-0 på Cepheus Park Randers denne 1. søndag i advent, hvor SønderjyskE var på besøg. Randers FC-mandskabet rejste sig fra sidste rundes nedtur og leverede en bundsolid præstation.

Randers FC kom aggressivt fra start, da de allerede i det første minut skabte kampens første chance. Bolden blev drevet opad banen, Marvin Egho lagde bolden i fødderne på Mikkel Kallesøe, der sparkede på mål. SønderjyskE-keeper Nikola Mirkovic fik dog lige handsken på.

Og fire minutter senere var flot samspil mellem Tosin Kehinde og Marvin Egho lige ved at blive til endnu stor chance, men en SønderjyskE-mand kom i vejen for Eghos skud. Randers FC kom klart bedste fra start og satte sig hurtigt på spillet.

Efter et lille kvarter fik Marvin Egho spillet Alhaji kamara i det lille felt, hvor han var lige ved at kunne komme til at sparke bolden ind. Efter et solidt genpres på den aktion fik Randers FC tilspillet sig et hjørnespark.
Erik Marxen lagde, som han har gjort så mange gange før, et farligt hjørnespark ind til forreste stolpe, hvor Nikola Mirkovic fik bokset bolden i eget mål og dermed bragte Randers FC foran 1-0.

Randers FC fortsatte presset. Få minutter senere var vi vidne til en perle af en aflevering fra André Rømer til Tosin Kehinde i dybden. SønderjyskE’s Alexander Bah kunne ikke følge med den hurtige nigerianer og var derfor nødsaget til at lave et frispark og modtog det gule kort som straf.

Med halvdelen af kampens første halvleg spillet, var det stadig den grad Randers FC der, med flere chancer og masser af boldbesiddelse, havde sat sig på kampen.

Randers FC fortsatte overtaget resten af halvlegen og dikterede store dele af spillet de første 45 minutter. Stillingen forblev dog 1-0 ved pausen.

Der skulle dog ikke gå lang tid af anden halvleg, før Randers FC atter bed fra sig. På en sønderjysk clearing hamrede indskiftede Vito Hammershøy-Mistrati til bolden og satte den ind bagved Mirkovic i det nederste venstre målhjørne. 2-0 til Randers FC.

Og små 10 minutter senere var det Tosin Kehindes tur til at hamre til bolden. På returbolden fra et hjørnespark bankede Kehinde lige uden for feltet til bolden og satte SønderjyskE-keeperen på prøve. Mirkovic fik dog akkurat handsken på.

Langt ind i kampens anden halvleg formåede Randers FC at holde fast i det momentum, de skabte i første halvleg. Det kronjyske mandskab dikterede spillet og pressede sønderjyderne med flere fine chancer.

Mod slutningen af kampen begyndte SønderjyskE dog at satse en smule mere og komme lidt længere frem på banen, men sønderjyderne blev aldrig rigtigt farlige.

I kampens døende minutter gjorde indskiftede Saba Lobjanidze sig så til målscorer i hans første kamp tilbage fra et par måneders skadespause. Saba drev bolden fremad banen, og i samspil med Marvin Egho kom Saba til bolden inde i det lille felt og sparkede læderet i netmaskerne fra en spids vinkel.

Herefter kunne kampens dommer fløjte kampen af med stillingen 3-0 på måltavlen og 3 point mere på kontoen.

Kampfakta:

Randers FC vs. SønderjyskE

Startopstillingen med ændringer:

Patrik Carlgren – Björn Kopplin, Simon Piesinger, Mathias Nielsen, Erik Marxen – Mikkel Kallesøe, André Rømer (83. Tobias Damsgaard), Frederik Lauenborg (45. Vito Hammershøy-Mistrati), Tosin Kehinde (79. Saba Lobjanidze) – Marvin Egho, Alhaji Kamara

Gule kort: Alexender Bah (SønderjyskE), Mikkel Kallesøe (Randers FC), Glen Riddersholm (SønderjyskE), Patrick Banggard (SønderjyskE)

Tilskuertal: 2057

Kampsponsor: Randers Amtsavis

Kampens spiller: Tosin Kehinde (valgt af fansene i Randers FC-appen)

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Jan Christensen