Solid første kamp endte 1-1

Årets første træningskamp endte 1-1 mod SønderjyskE. Benjamin Stokke scorede Randers FC’s mål.

Randers FC havde lørdag eftermiddag besøg af Superliga-kollegaerne fra SønderjyskE, der havde deres nye cheftræner Glen Riddersholm i spidsen. Randers FC måtte undvære Jonas Bager, Kevin Conboy og Nicolai Poulsen fra den startopstilling, der har været efterårets foretrukne. Erstatningerne i dagens kamp viste dog gode takter – heriblandt nytilkomne Björn Kopplin, der spillede det meste af kampen på venstre back, men senere blev rykket ind på den centrale midtbane.

Det var et velspillende Randers FC-hold, der tog teten i første halvleg. Presspillet sad lige i skabet og boldomgangen var også god. Det skabte flere gode muligheder. Den første af slagsen til Emil Riis, der kom fri efter ca. ni minutters spil og fik trykket af. Desværre blev forsøget blokeret til hjørnespark.

Efter små 20 minutters spil blev Randers FC’s første mål i 2019 så en realitet. Et indlæg fra André Rømer dalede ned til en velpositioneret Benjamin Stokke, der fik sin afslutning sendt forbi SønderjyskE-keeperen og i mål til 1-0. Dejligt at få den norske spydspids på måltavlen.

Føringen burde have været øget yderligere, for der var gode muligheder og en del optræk til store chancer i første halvleg. Både Saba Lobjanidze, Emil Riis og André Rømer kom frem til fine chancer, men ind kom bolden ikke yderligere i første halvleg.

SønderjyskE benyttede pausen til at skifte hele holdet i deres anden træningskamp, mens Randers FC nøjedes med fire udskiftninger i pausen og så derefter skiftede ud løbende.

Efter pausen kom gæsterne bedre med i kampen og havde flere gode muligheder. Randers FC var dog også flere gange lige ved og næsten. Efter 53 minutter havde Mads Aaquist en god afslutningsmulighed, da han trak ind i feltet fra sin position i venstre side, men den teknisk stærke midtbanespillers afslutning var for svag.

SønderjyskE havde et par gode omstillingsmuligheder, men fik ikke passeret Patrik Carlgren i Randers FC-målet på dem. Det gjorde de dog kort før slutfløjtet, efter et hjørnespark, hvor Joao Pereira fik bolden i mål til slutresultatet 1-1.

Men en solid og positiv indsats i årets første træningskamp for Randers FC, der skal i kamp igen på tirsdag, hvor FC Fredericia kommer på besøg.

Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren – Johnny Thomsen, Kasper Enghardt (46. Erik Marxen), Simon Graves (62. Tobias Damsgaard), Björn Kopplin – Mikkel Kallesøe, Frederik Lauenborg (46. Mads Aaquist), André Rømer (76. Christoffer Petersen), Saba Lobjanidze (62. Marcus Mølvadgaard) – Benjamin Stokke (46. Mikael Boman), Emil Riis (46. Marvin Egho (74. Mikkel Dongsted))

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Randers FC