Søren P: Nåede det, vi ville

Det blev ikke til en hektisk sidste dag for Randers FC’s sportslige og kommercielle direktør Søren Pedersen, der var på træningslejr i Tyrkiet, da transfervinduet lukkede.

På sidstedagen blev det til en udlejning af Marcus Mølvadgaard til Hvidovre og en ophævelse af kontrakten med Andreas Bruhn, der ikke er med holdets træningslejr.

Dermed endte Randers FC i vinduet med at sige farvel til tre spillere og på gensyn til en enkelt – nemlig Frederik Due, Jannik Skov Hansen, Andreas Bruhn og Marcus Mølvadgaard (leje indtil sommer). Den anden vej kom Björn Kopplin til fra Brøndby, som Randers FC allerede lavede en aftale med i slutningen af oktober.

– Vi har nået det, vi ville og er kommet styrket ud af transfervindet. Vi har fået styrket konkurrencen omkring startpladserne med tilgangen af Björn Kopplin, så det er jeg især ganske godt tilfreds med. Med fire afgange kan man så sige, at vi umiddelbart har mistet lidt på bredden, men det har givet god mening at tage afsked med spillere, der ikke havde udsigt til meget spilletid. Især når vi føler, at vi har unge spillere af egen avl, der kan udfylde de roller. Omkring udlejningen af Marcus, så er det jo med hensigt på, at han udvikle sig yderligere og så vende styrket tilbage. I hans sted får sidste års U19-ligatopscorer Kasper Høgh en større rolle, så der går det lige op, siger Søren Pedersen.

Skrevet af: Kristian Fredslund