Skuffende pokalexit mod SønderjyskE

Det endte 1-2 på Cepheus Park Randers her til aften, efter en kamp hvor Randers FC ellers havde chancerne til at vinde kampen. Desværre kendte vi ikke vores besøgstid, og det endte derfor med et skuffende exit fra Sydbank Pokalen.

Randers FC startede med et aggressivt udtryk og stillede sig højt på banen. Det skulle hurtigt vise sig at give pote. Randers FC fik en drømmestart på kampen, da Mathias Greve scorede sit første mål i Randers FC-trøjen. I kampens femte minut sendte Mathias Nielsen nemlig en fantastisk aflevering fra egen banehalvdel op til Matias Greve, der timede sit løb perfekt, tippede bolden over Sønderjyske-keeperen og sparkede herefter bolden i netmaskerne. 1-0 til Randers FC.

Og få minutter senere var Randers FC atter farlige. Tosin Kehinde afsluttede fra kanten af feltet, hvor bolden blev rettet af af en SønderjyskE-spiller, og ramte stolpen.

Efter de første 20 minutters spil var det Randers FC, der havde siddet på størstedelen af spillet. Hjemmeholdet bibeholdte det høje pres, de kom ud af starthullerne med.

Med fem minutter til pause viste SønderjyskE, at de også kunne være farlige. På en nedfaldsbold efter et hjørnespark kom en SønderjyskE-spiller til afslutning, men heldigvis fik Randers FC-defensiven blokeret skuddet.

Efter en første halvleg hvor Randers FC dominerede og i store træk kontrollerede kampen, gik de to mandskaber til halvleg med stillingen 1-0 på måltavlen.

Efter 48 minutters spil var det lige ved, at det blev til endnu en hurtig scoring fra Randers FC. Björn Kopplin sparkede et fladt indlæg ind til Mathias Greve i feltet, der skød på mål, men desværre blev blokeret.

Efter et kvarters spil af anden halvleg bølgede kampen frem og tilbage. Begge hold forsøgte at blive farlige, men udover et par blokerede skud i begge ender var der ingen af de to mandskaber, der havde spillet sig frem til de helt store målchancer.

Men så så vi anden halvlegs måske største chance. Emil Riis stak fra midten af banen af sted på en kontra og løb fra Isak Olafsson, men SønderjyskE-keeperen kom ud af sit mål og diskede op med en redning.

Få minutter senere bragte SønderjyskEs Anders Jacobsen spændingen tilbage i opgøret. Jacobsen modtog en god stikning i dybden, hvor han løb fra Simon Graves, spillede sig udenom Jonas Dakir, hvorefter han sikkert sparkede bolden i netmaskerne og udlignede til 1-1.

Med 10 minutter igen kæmpede de to mandskaber for at sætte de kampafgørende angreb op, og undgå den forlængede spilletid.

Og med 6 minutter tilbage af den ordinære spilletid fik Randers FC også øget presset i SønderjyskE-feltet. Kasper Høgh trykkede den af, men blev blokeret, Mathias Greve kom på returbolden, men blev også desværre også blokeret.

Og så skulle det kun tage sønderjyderne et par minutter at svare tilbage. Efter 88 minutters spil blev SønderjyskE tildelt et frispark et stykke udenfor feltet. Det skulle Emil Frederiksen tage sig af, og den unge Sønderjyske-spiller sparkede bolden op under overlæggeren på og ind bag Randers FC-keeper, Jonas Dakir, der blev snydt af det direkte skud på mål. 1-2 til udeholdet.

Dramaet holdt ellers helt til det sidste, da Randers FC ihærdigt forsøgte at udligne. Men efter 95 minutter lød slutfløjtet og Randers FC måtte se sig besejret 1-2.

Kampfakta:

Randers FC vs. SønderjyskE

Startopstillingen med ændringer:

Jonas Dakir – Björn Kopplin, Mathias Nielsen, Simon Graves Jensen, Jesper Lauridsen – Mathias Greve, André Rømer (46. Vito Hammershøy-Mistrati), Frederik Lauenborg, Tosin Kehinde (80. Kasper Høgh) – Emil Riis, Marvin Egho (52. Simon Piesinger)

Gule kort: Frederik Lauenborg (Randers FC), Alexander Bah (SønderjyskE), Tosin Kehinde (Randers FC), Isak Olafsson (SønderjyskE), Emil Frederiksen (SønderjyskE)

Kampens tilskuertal: 1919

Kampens spiller: Mathias Greve (valgt af fansene i Randers FC app’en)

Skrevet af: Helena Lillelund
Foto: Lars Ronbog, Getty Images