Sen slutspurt ikke nok for Randers-reserverne

Det blev ikke til point i fjerde kamp i streg, da Randers FC’s reserveligahold mandag eftermiddag tabte 3-2 til Viborg FF.

Det startede ganske roligt for Randers FC-spillerne i en jævnbyrdig første halvleg, der ikke kastede de store overskrifter af sig. Holdene måtte dog gå målløse til pause.

Anden halvleg var kun et par minutter gammel, da Viborgs Oliver Thychosen bragte hjemmeholdet foran 1-0. Den føring blev udbygget midt i anden halvleg, da Viborg scorede to gange inden for få minutters mellemrum ved hhv. Christian Moses og Lasse Kjeldgaard.

Så var den kamp lukket, virkede det mere eller mindre til. Randers FC-spillerne viste dog god moral helt til det sidste. I det 86. minut reducerede indskiftede Majaliwa Msabaha med et drøn af en halvflugter fra 25 meter til 3-1, og blot to minutter senere kom Simon Graves Jensen på tavlen, da han sparkede en løs bold i nettet. Randers FC-spillerne jagtede det uafgjorte resultat til det sidste, men der blev ikke scoret yderligere. Viborg FF nappede dermed en 3-2-sejr i reserveliga-gruppen, der føres af AGF.

– Vi havde håbet, at der var nogen, der for alvor ville vise sig frem og byde sig til i forhold til Superligaholdet. Der manglede dog de sidste procenter over hele linjen, så der var ikke nogen, der stak ud i den ene eller anden retning. I anden halvleg blev vi generelt for passive og gav dumme omstillinger væk, så de nærmest havde frit lejde. Det var frustrerende at være vidne til, da vi har vist gode takter i de seneste reserveholdskampe. Denne gang manglede vi dog den sidste sult og vilje, fortæller Randers FC-træner Rasmus Bertelsen.

Næste kamp for Randers FC-reserverne er mandag den 22. oktober kl. 13.00, hvor holdet skal et smut til Horsens.

Startopstilling med ændringer undervejs:

Jonas Dakir – Tobias Damsgaard, Simon Jensen, Kasper Enghardt, Mikkel Dongsted (75. Sune Balle) – Mikkel Kallesøe, Andreas Bruhn (82. Majaliwa Msabaha), Frederik Lauenborg (20. Christoffer Petersen), Mads Aaquist  (65. Tobias Klysner) – Marvin Egho (65. Mathias Ibsen), Mikael Boman

 

Skrevet af: Kristian Fredslund