Sejr i indvielse af ny kunstgræsbane i Hornbæk

Lørdag eftermiddag skulle Hornbæk SF’s nyanlagte kunstgræsbane indvies, da det lokale serie 1-hold tog kampen op mod et særligt udvalgt Randers FC-mandskab bestående af nuværende Superliga-spillere og trænere, legender og ungdomsspillere.

Det blev til en herlig dag med indvielse, god stemning og fire mål i alt. Det første mål blev scoret efter ni minutter, da Benjamin Stokke med højrebenet sparkede Randers FC foran med 0-1. I det 23. spilleminut fordoblede Issah Salou føringen på et hovedstød efter klumpspil i feltet. Bare to minutter senere beviste Randers FC-legenden Rasmus Katholm, at han stadig kan finde vej til netmaskerne, da han blev sendt i dybden og på smukkeste vis lobbede bolden henover keeperen. I det 37. minut blev norske Benjamin Stokke dobbeltmålscorer, da han sparkede bolden fladt og køligt i mål til 0-4 efter at være blevet spillet fri. Kampen sluttede dermed med en 0-4 sejr til det blandede Randers FC-hold.

Tak for en rigtig god dag og fordi vi måtte være med til indvielsen af den nye kunstgræsbane, Hornbæk SF.

Kampfakta:
Hornbæk SF – Randers FC 0-4

0-1 (9. Benjamin Stokke)
0-2 (23. Issah Salou)
0-3 (25. Rasmus Katholm)
0-4 (37. Benjamin Stokke)

Skrevet af: Martin Albrechtsen