Sambou nettede i reserve-remis

Randers FC spillede mandag eftermiddag 1-1 mod Silkeborg IF i reserveligaen. Bassala Sambou scorede for anden kamp i træk for kronjyderne.

Mandag eftermiddag spillede Randers FC reserveligakamp mod Silkeborg IF på Cephues Park Randers. Randers FC satte sig på kampen fra start og var lige ved at bringe sig foran efter 29 minutter, da et godt forarbejde fra Simon Graves og Marvin Egho sendte Tobias Klysner i dybden, der i feltet afsluttede mod fjerneste stolpe. Silkeborg IFs målmand fik reddet flot i situationen. I det 39. spilleminut sendte Frederik Lauenborg en millimeter præcis aflevering i dybden til Egho, som headede bolden videre til en fremstormende Bassala Sambou, der blev nedlagt i feltet af en silkeborgensisk forsvarsspiller efter at have prikket til bolden – straffespark til Randers FC. Sambou tog selv ansvaret og eksekverede stensikkert straffesparket i venstre målhjørne. Sambou har nu scoret i sine to første kampe for Randers FC, da han også scorede i sin debut i sidste uge mod FC Sydvest i Sydbank Pokalen. Dermed kunne kronjyderne gå til pause foran med 1-0.

I anden halvleg kom Silkeborg IF bedre med. Alligevel var det Randers FC, som skabte flest chancer og var farligst, ofte i form af Tobias Klysner, der spillede en rigtig god kamp på venstrekanten. De rødblusede fra søhøjlandet fik dog udlignet efter en times spil, da en frisparkskombination blev headet af Lasse Bak Laursen ind ved bagerste stolpe bag en sagesløs Jonas Dakir i målet. I kampens afsluttende fase lavede indskiftede Laurs Skjellerup en fix detalje med hælen og spillede Tobias Klysner fri på kanten, som sprintede ned mod baglinjen og ind i feltet, hvor han forsøgte at finde Filip Bundgaard Kristensen med en aflevering skråt tilbage i feltet. Desværre kom der en silkeborgensisk forsvarsspiller på tværs og fik brudt afleveringen, hvorfor reserveligakampen sluttede 1-1 til stor ærgerlse for Rasmus Bertelsen, der står i spidsen for Randers FC’s reserver.

– Det var dårligt, at vi ikke vandt kampen, men det var en fin kamp. Vi dominerer Silkeborg langt henad vejen med undtagelse af det sidste kvarter, hvor de får noget spil omkring vores felt, ellers har vi dem næsten i en skruestik i resten af kampen. De har en del boldbesiddelse, men det er inde midt på banen uden at blive farlige. Og vi har jo rigtig mange tilløb til mål. Især Tobias Klysner har mange tilløb, og vi har nogle gode hjørnespark fra Tosin Kehinde. Det burde have givet mere end et point, konstaterer Rasmus Bertelsen, der fremhæver især to spillere fra dagens kamp.

– Klysner var iøjnefaldende. Han var blandet ind i meget. Og så synes jeg, at vores nye angriber, Bassala Sambou, viser nogle lovende takter. Han er bevægelig og aggressiv i presset. Det er et godt kort, vi har fået ind der, siger Rasmus Bertelsen.

Kampfakta:
Randers FC reserver – Silkeborg IF reserver 1-1 (1-0)
1-0 Bassala Sambou (40.)
1-1 Lasse Bak Laursen (60.)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Jonas Dakir – Christoffer Petersen, Simon Graves, Erik Marxen (45. Mikkel Brund), Oliver Bundgaard Kristensen – Tobias Klysner, Frederik Lauenborg (69. Karl Leth), Mads Enggård, Tosin Kehinde (69. Oliver Holm Schmidt) – Marvin Egho (45. Filip Bundgaard Kristensen), Bassala Sambou (79. Laurs Skjellerup).

Skrevet af: Martin Albrechtsen