Saba Lobjanidze solgt til Ankaragücü

Efter 91 kampe og 32 mål i Randers FC-trøjen skifter georgiske Saba Lobjanidze til tyrkisk fodbold, da Ankaragücü har købt offensivprofilen.

Randers FC og Ankaragücü er nået til enighed om en handel af Saba Lobjanidze, der derfor skifter til den tyrkiske klub med omgående virkning. Den 25-årige georgiske landsholdsspiller spillede 91 kampe i Randers FC-trøjen og scorede 32 mål.

– Det har hele tiden været målet at få solgt Saba Lobjanidze og dermed få en økonomisk gevinst inden kontraktudløbet til sommer. Det er lykkedes, og det er vi meget tilfredse med. Sportsligt efterlader det selvfølgelig et hul, for Saba har været en stor profil for Randers FC i de seneste sæsoner. Vi synes dog, at vi har fået samlet et stærkt hold, der kan kæmpe med om pladserne i Top 6 i grundspillet, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.

Vi takker Saba for indsatsen og ønsker ham al mulig held og lykke fremover.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images