Sådan fungerer VAR i 3F Superligaen

VAR har debut i Superligaen i dag, når den første kamp i sæsonen 2020/21 spilles. Randers FC vil stifte bekendtskab med VAR første gang i Superligaen på søndag, når vi møder AC Horsens på udebane.

Formålet med VAR i 3F Superligaen er at højne dommerniveauet, udrydde kampafgørende fejl samt gøre dommerne fortrolige med et redskab, der også gør sig gældende på den internationale scene. Dermed kan de danske dommere følge den internationale udvikling, hvor VAR blandt andet er blevet implementeret i slutrunder og UEFA Champions League.

Det er vigtigt at klargøre, at det er dommeren, der dømmer kampen. Det betyder, at det er dommeren på banen, som har det sidste ord i alle kendelser. VAR er et redskab, der hjælper dommeren, når der kan være tvivl om kampafgørende kendelser.

VAR går derfor KUN ind, når der er tale om ’klare og åbenlyse dommerfejl’ eller ’alvorlige missede hændelser’.
Der er tale om disse fire forskellige situationer:

– Ved scoringer – er der mål eller ej?

– Ved straffespark – korrekt dømt eller ej?

– Direkte rødt kort – er der rødt kort?

– Forkert identitet – er det den rigtige spiller, der er blevet tildelt en gældende straf?

 

Du kan læse meget mere om VAR her: http://www.superliga.dk/var

Skrevet af: Cecilia Anna Maul Pedersen
Foto: Fran Santiago/Getty Images