Randers FC er tilbage i det fine ungdomsselskab

DBU har uddelt tre stjerner til Randers FC, og derfor har klubben nu licens på et niveau, der gør at klubbens ungdomshold er garanteret plads i de bedste ungdomsrækker.

Det gjorde ondt, da Randers FC sidste år ikke fik fornyet den A-licens, som klubben ellers havde. B-licensen betød nemlig eksempelvis, at U19-holdet ikke fik ligastatus og har måttet spille i den næstbedste række.

Ungdomssektoren har dog taget arbejdshandskerne på, og det har resulteret i tre stjerner i DBU’s nye licenssystem. Det betyder blandt andet, at både U19- og U17-holdet kommer til at få ligastatus, men også at U15-holdet bliver en del af den landsdækkende liga, som er oprettet i U15-regi.

– Jeg vil gerne starte med at rose alle i vores ungdomssektor, der har bidraget til det flotte arbejde. De har arbejdet stenhårdt på at få det bedst mulige resultat i forhold til den nye licensmanual. Vi er rangeret som den niendebedste klub på talentområdet, hvilket er en stor forbedring i forhold til sidste år. Vi er fjerdebedst til punktet ‘Uddannelse og Individuel Udvikling’, hvilket vi er utroligt stolte over. Det er et område, vi har stort fokus på og et vigtigt punkt i forhold til at tiltrække dygtige spillere til klubben, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.

Der er brugt mange ressourcer på at få beskrevet talentarbejdet, og det har blandt andet udmøntet sig i talentmanualer, der grundigt beskriver Randers FC’s arbejde på såvel fodbolddelen som det fysiske og mentale aspekt. Rent strukturmæssigt er der også lavet nogle opgraderinger. Peter Elstrup er nu talentchef og ’Head of Coaching’, mens Morten Eskesen er transitionstræner samtidig med, at han er assistenttræner for Superliga-holdet.

– Vi har kigget på strukturen som helhed og på, hvordan vi kunne optimere. Det har været vigtigt for os at gøre endnu mere ved transitionsdelen, så vi sørger for de bedst mulige forhold, når spillerne rykker op imellem ungdomsholdene og op til Superliga-holdet. I øjeblikket har vi flere spillere, der træner med Superliga-holdet et par gange om ugen og spiller med reserveliga-holdet, og det er vigtigt i forhold til vores ambition om at skabe egne talenter til Superliga-holdet, siger Søren Pedersen.

Lige nu er der ni spillere af egen avl i Superliga-truppen. Til sommer støder U19-topscoreren Kasper Høgh til, og derudover har U19-spillerne Mikkel Dongsted og Tobias Klysner fået seniordebut på Randers FC’s førstehold i indeværende sæson.

– Vi bruger mange ressourcer på talentarbejdet i klubben og vil gerne have udbytte af det. Der vil det hårde arbejde, vi har lagt for dagen helt sikkert gøre en forskel. Vi vil gerne have egenudviklede spillere på Superliga-holdet, som kan udvikle sig til profiler, og nu er der skabt en endnu bedre grobund for, at det kan lade sig gøre, lyder det fra Søren Pedersen.

Se rangeringen af de forskellige klubber ved at klikke her

Læs mere om DBU’s nye licenssystem ved at klikke her

På billedet ses:
Morten Eskesen (Assistenttræner SL og transitionstræner)
Thomas Thomasberg (Cheftræner SL)
Erik Boye (Målmandstræner)
Thomas Rostgaard Andersen (Performance Manager)
Jesper Hansen (Club Secretary)
Rasmus Bertelsen (Assistenttræner SL)
Tobias Bendixen (U14-cheftræner)
Nikolaj Feldborg (U13-cheftræner)
Jonas N. Jensen (Cheffysioterapeut)
Per Sørensen (U19-cheftræner)
Claus Stenum Jensen (UU-træner og Topcenter-leder)
Paulos Georgakatos (Fysioterapeut)
Michael Ravn (U17-cheftræner)
Tobias Elstrup (Fysisk træner, ungdom)
Peter Elstrup (Talentchef og Head of Coaching)
Joachim Møller Jensen (U15-cheftræner)
Søren Pedersen (Sportslig- og kommerciel direktør)

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Kristian Fredslund, Randers FC