Randers FC videre efter vanvittig kamp mod SønderjyskE

Der var spænding for alle entrékronerne, da Randers FC sejrede 4-3 i Europa Playoff-returkampen mod SønderjyskE og dermed gik videre.

Søndag eftermiddag skulle Randers FC forsøge at gøre arbejdet færdig i jagten på Europa League-billetterne, efter kronjyderne havde sikret sig et godt udgangspunkt i Haderslev en uge tidligere med et 1-1-resultat. På forhånd havde randrusianerne proklameret, at de skulle frem over stepperne og levere en helt anden indstilling end i Haderslev.

Det var et nærmest forvandlet Randers FC-mandskab, der fra kampens begyndelse satte sig på kampen med masser af gåpåmod og vilje til at ville score. Det var dog gæsterne fra Sønderjylland, som efter to minutter skabte den første chance i opgøret, da Christian Jakobsen blev sendt i dybden. Patrik Carlgren kom dog ud af sit mål og på modig vis fik han kastet sig ned i bolden og fik afværget chancen.

Minuttet efter fik Saba driblet sig frem til en chance. Georgieren kom ind i feltet og fik afsluttet, men vinklen blev for skarp og Sebastian Mielitz reddede forsøget. Efter 9 minutters spil sværmede Randers FC igen omkring SønderjyskE’s mål. Efter godt kombinationsspil på højrekanten fik Mads Aaquist lagt bolden bagud til Egho, der tog et træk ind i feltet og smækkede til bolden. Østrigerens spark gik sikkert i kassen bag en sagesløs Mielitz i SønderjyskE-målet. Dermed stod der 1-0 efter en livlig start på opgøret.

Men den levende start på kampen var bestemt ikke ovre endnu. I det 12. minut blev Mart Lieder, ifølge kampens dommer Michael Johansen, nemlig revet omkuld af Kevin Conboy inde i feltet. Johan Absalonsen omsatte stensikkert straffesparket og udlignede dermed til 1-1.

Bare fem minutter senere i det 17. spilleminut skulle Randers FC svare igen med en scoring til 2-1. Kevin Conboy sparkede et hjørnespark fladt nede ved jorden skråt ind i feltet, hvor Erik Marxen klog var trukket bagud. Kaptajn Marxen sparkede til læderet, som ramte en SønderjyskE-forsvarsspiller på vejen og gik ind i det lange hjørne. 2-1 til Randers FC, som bestemt ikke var færdige med at jagte scoringer. For i det 20. minut var Saba Lobjanidze lige ved at score til 3-1, da han måtte se sit nærgående frispark blive reddet af Mielitz helt oppe tæt under overliggeren. De to mandskaber kunne derfor gå til pause ved stillingen 2-1 efter en hæsblæsende 1. halvleg.

Anden halvleg startede lidt mere roligt ud. I det 50. spilleminut var Saba igen ved at score, da et indlæg fra Marvin Egho var lige ved at finde pandebrasken på Saba. Den lille georgier manglede dog lige et par centimeter for at nå frem til bolden. Seks minutter senere var Saba igen på spil, da han sparkede et milimeter præcist frispark ind i fødderne på en fremstormende Kevin Conboy, der blot skulle sætte indersiden på før netmaskerne blafrede. 3-1 til Randers FC og nu så det for alvor godt ud for de lyseblå.

Men i de 67. minut fik Johnny Thomsen, som netop har forlænget kontrakten et år, scoret i eget mål, da han kom til at heade bolden ind bag Carlgren. Og så var spændingen tilbage i opgøret!

Fem minutter senere fik SønderjyskE også udlignet til 3-3, da Mart Lieder kom først til et indlæg ved forreste stolpe. Det var en vild udvikling på kampen med de to sønderjyske scoringer. Nu var det nemlig SønderjyskE, der stod til at gå videre på reglen om flest udebanemål, men Randers FC-spillerne nægtede at give op.

I det 78. spilleminut fik Marvin Egho scoret et forløsende mål til 4-3, da han liggende i feltet fik sendt bolden over i modsatte hjørne bag en sagesløs Mielitz.

Dermed er Randers FC videre til næste runde af Europa Playoff. Modstanderen bliver AGF og første kamp spilles lørdag den 18. maj kl. 16.00 på Cepheus Park Randers.

 

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Jan Christensen, Getty Images