Randers FC tilkæmpede sig semifinaleplads

Randers FC spillede sig onsdag aften til videre avancement i Sydbank Pokalen med en 3-1-sejr over gæsterne fra Vejle. Dermed er randrusianerne videre til semifinalen i turneringen.

Onsdag aften spillede Randers FC returkvartfinale i Sydbank Pokalen, da Vejle gæstede Cepheus Park Randers. Første kamp endte 0-0, hvilket umiddelbart gav et solidt afsæt for videre avancement.

Allerede efter 9. minutters gik det dog galt. Vejle spillede sig relativt nemt gennem forsvaret, før bolden tilfaldt Lukas Engel. Hans afslutning rettede sig af på Simon Graves’ fod, hvorefter den røg i en bue over Patrik Carlgren i målet. 0-1 til Vejle i den værst tænkelige start, hvorfor randrusianerne således skulle bruge to mål for at gå videre.

Dette gav blod på tanden, for få minutter senere bragte Randers FC balance i regnskabet. Vito Hammershøy-Mistrati tog et løb gennem feltet, modtog bolden med brystet og svingede et kirurgiskpræcist indlæg ind i boksen. Her havde Marvin Egho fundet plads og kunne placere bolden stensikkert i netmaskerne efter en enkelt berøring. Kontant svar på tiltale og 1-1 i opgøret.

Herefter var det Randers FC, der pressede på. Både Nikola Mileusnic og Tosin Kehinde viste flere gange prøver på deres offensive færdigheder, men det blev ikke tættere på end lige ved og næsten.

I hvert fald ikke indtil kort før pausen, hvor der igen var randrusiansk forløsning og denne gang på en decideret gave. Pierre Bengtsson forsøgte at spille bolden tilbage mod sin egen keeper, men i stedet var Marvin Egho hurtigopfattende og kunne derfor notere sig for sin anden scoring i kampen ved at sparke bolden ind i et tomt mål. 2-1 i kampen og således var Randers FC pludselig i førersædet.

Randers FC fortsatte herefter det dominerende spil, og i dommerens overtid gav det pote. Et velspillet kontraangreb, hvor Mathias Greve førte bolden frem, endte for fødderne af Nikola Mileusnic, der blot skulle sætte indersiden på til sin første scoring i den randrusianske trøje. Dette gjorde australieren upåklageligt og kunne derfor udbygge føringen til 3-1, før dommer Jens Maae fløjtede til pause.

Efter pausen var Randers FC tæt på at bringe sig yderligt i front. Nikola Mileusnic blev sendt afsted efter en kæk hælaflevering af sin angrebsmakker Marvin Egho, men tabte desværre den direkte duel med Vejles keeper Indy Groothuizen. Lovende kombinationer af dagens frontduo.

Udover dette var anden halvleg ganske chancefattig. Dette passede Randers FC bedst, eftersom måltavlen stadig viste en hjemmeføring på 3-1. Ingen af holdene formåede at bringe sig tættere på en scoring udover en sekvens, hvor Bassala Sambou var sluppet igennem. Han begik dog et tvivlsomt frispark, hvorfor chancen løb ud i sandet.

Mere var dog ikke nødvendigt, hvorfor Randers FC kunne trække sig sejrsrigt ud af opgøret og videre til semifinalen i Sydbank Pokalen.

Kampfakta
Randers FC – Vejle 3-1 (3-1)
0-1 Lukas Engel (10.)
1-1 Marvin Egho (13.)
2-1 Marvin Egho (38.)
3-1 Nikola Mileusnic (45.)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren – Tobias Klysner, Simon Piesinger (62. Mathias Nielsen), Simon Graves, Björn Kopplin – Tosin Kehinde, Vito Hammershøy-Mistrati (80. Oliver Bundgaard), Lasse Berg Johnsen (62. Frederik Lauenborg), Mathias Greve – Nikola Mileusnic (67. Bassala Sambou), Marvin Egho.

Skrevet af: Christian Bundgaard Larsen
Foto: RANDERS, DENMARK - MARCH 10: Marvin Egho of Randers FC celebrates during the Danish Cup SydbankPokalen match between Randers FC and Vejle Boldklub at Cepheus Park on March 10, 2021 in Randers, Denmark. (Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)