Randers FC tildelt Dansk Handicap Forbunds arbejdsmarkedspris 2018

Vi kan med stor stolthed fortælle, at vi i Randers FC har modtaget Dansk Handicap Forbunds arbejdsmarkedspris 2018. 

Fredag eftermiddag blev Randers FC tildelt Dansk Handicap Forbunds arbejdsmarkedspris på forbundets kongres på Egmonthøjskolen i Hou.

Randers FC har modtaget prisen, da klubben blandt andet udviser rummelighed, nedbryder myter om mennesker med handicap samt går forrest for at involvere folk med handicap i arbejdsmarkedet.

– Randers FC er en anderledes fodboldklub forstået på den måde, at man bevidst har valgt at tage ansvar for at hjælpe, der hvor der er behov for hjælp. Samtidig tager man hånd om egne medarbejdere – det kan være mennesker, som bliver ramt af blodprop, ryglidelser eller andet, som man fastholder på arbejdspladsen. I bestræbelserne for at gøre noget særligt for udsatte inddrages alle med tilknytning til klubben. Det gælder både ansatte og fodboldspillere. F.eks. har man fælles måltider, hvor man får mulighed for at mødes på kryds og tværs, lød det blandt andet fra Inger Steen Møller, der er næstformand i forbundets social- og arbejdsmarkedspolitiske udvalg, og som overrakte prisen.

– Ved en meget bevidst strategi, som omfatter både et socialt ansvar og et samfundsansvar bestræber klubben sig på at vise det omgivende samfund, at vi alle har noget at bidrage med, når blot vi får de rigtige rammer. Klubben viser i praksis, at mangfoldighed betaler sig, og at åbenhed og tillid er vejen frem. Klubben arbejder tæt sammen med Jobcenter Randers og gennem en tæt kontakt til lokale virksomheder medvirker klubben aktivt til at skabe jobåbninger i lokalområdet, tilføjede Inger Steen Møller.

Randers FC’s administrerende direktør Henrik Jørgensen var naturligvis stolt over at modtage prisen.

– Vi er rigtig stolte over prisen. I Randers FC har vi et værdisæt, hvor ord som sammenhold og respekt indgår, og vi mener i den sammenhæng, at forskellighed er nødvendig for at opnå succes. Vi er en virksomhed, hvor der er mange meninger og holdninger, men også en virksomhed, hvor der er mange følelser involveret. De kommer til udtryk hver weekend, og det er en fantastisk følelse, når man vinder.  Især når man står med medaljer om halsen eller har vundet pokalen. Denne her pris er på niveau med det største, fortalte Henrik Jørgensen i sin takketale.

I Randers FC er der– udover 10 borgere i vores virksomhedscenter og 7 fleksjobbere tilknyttet i hverdagen – også en CSR-politik, hvor der afholdes en lang række CSR-projekter, hvor borgere på kanten af arbejdsmarkedet deltager, Veteraner og deres familier, børn der mistrives samt “minipraktikanter”, som  er børn med f.eks. Downs syndrom, autisme og udviklingshæmning.

Derudover er “Randers FC Fonden – Fodbold for Alle”, hvor familier med ondt i økonomien kan søge om fodboldkontingent, fodboldudstyr, tilskud til træningsture m.m., også i fuld gang.

– Jeg vil gerne takke mine fantastiske kollegaer, spillere, samarbejdspartnere og frivillige, der i dagligdagen er med til at gøre hverdagen lettere for de handicappede, der kommer i vores hus. Jeg vil også gerne sige tak til Jobcenter Randers for det særdeles gode samarbejde, vi har omkring disse borgere og så vil jeg også gerne sige tak til Randers Kommune for de fantastiske faciliteter vi har, hvor der er plads til alle, lød det fra Henrik Jørgensen.

På billedet ses fra venstre Randers FC-spillerne Johnny Thomsen og Erik Marxen med Randers FC-direktør Henrik Jørgensen i midten. Han er flankeret af Susanne Olsen, landsformand for Dansk Handicap Forbund samt Inger Steen Møller, næstformand i forbundets social- og arbejdsmarkedspolitiske udvalg yderst til højre. Foto: Randers FC

Skrevet af: Kristian Fredslund