Randers FC styrker defensiven

Mathias Nielsen skifter til Randers FC

Randers FC sluttede 2018 godt af med en aktuel placering som nummer 6 i superligaen. De positive takter fortsætter, da vi i dag kan offentliggøre at Mathias Nielsen fra sommeren 2019 tiltræder i Randers FC på en 3-årig aftale.

Mathias Nielsen der har fået sin fodboldopdragelse i det hedengangne Herfølge BK har siden da været forbi klubber som FC Nordsjælland, Viborg FF og senest AC Horsens. Hos sidstnævnte fik han endda arbejdet sig op til at blive anfører.

Hos Randers FC er man da også særdeles tilfreds med tilgangen af Mathias Nielsen.

Vi er hele tiden på udkig efter spillere, som kan forstærke vores trup. Og da muligheden for at tilknytte Mathias opstod var vi heller ikke i tvivl. Han kan dække flere forskellige positioner, hvilket er et stort plus. Dernæst har han stor erfaring og lederegenskaber. Det at vi kan tiltrække en spiller med Mathias kvalitet er udtryk for at vi har gang i noget spændende, udtaler sportslig- og kommerciel direktør Søren Pedersen.

Også Mathias Nielsen er glad for, at der nu er kommet styr på fremtiden.

Jeg er blevet 27 år, og befinder mig i min bedste fodboldalder, derfor føler jeg mig klar til at tage næste skridt i min karriere. Jeg er sikker på, at Randers FC er det helt rette sted for mig. Jeg har haft mange samtaler med klubben, og jeg synes at projektet lyder spændende, siger den kommende Randers FC-spiller.

Som udgangspunkt tiltræder Mathias Nielsen i Randers FC d. 1/7 2019

Skrevet af: Michael Møller Højfeldt
Foto: Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images