Randers FC stormer til ligaens fornemmeste selskab

Randers FC formåede søndag aften endeligt at spille sig i det længeventede og attraktive mesterskabsspil, hvilket blev cementeret med en flot og hårdtarbejdende hjemmebanesejr på 2-1 over FC København.  

Søndag aften havde Randers FC besøg af FC København i den sidste kamp, før 3F Superligaen bliver opdelt i mesterskabsspil og kvalifikationsspil. Randers FC kunne selv afgøre deres skæbne med henblik på at komme i det mest prestigefyldte selskab, da de havde den pointmæssige serv ift. konkurrenterne i 3F Superligaen. Derfor var der også vigtige point på spil i dagens opgør på Cepheus Park Randers.

Kampens første chance tilfaldt de københavnske gæster efter 10 min, da Tobias Klysner tabte bolden på midten, hvorefter der blev sat fart mod Randers FC’s mål. Nær feltkanten modtog landsholdsaktuelle Jonas Wind bolden og afsluttede med venstrebenet, men heldigvis var Patrik Carlgren på plads i målet og fik det yderste af fingerspidserne på.

Derefter var det Randers FC, der først fik hul på bylden. Et eksemplarisk og gennemspillet kontraangreb, der undervejs røg gennem Nikola Mileusnic, Mathias Greve og Vito Hammershøy-Mistrati, endte til sidst for fødderne af Lasse Berg Johnsen, som sparkede bolden ind til en lyseblå føring. Dette var samtidig nordmandens første fuldtræffer i Randers FC-trøjen.

Måltavlen ændrede sig dog igen blot få minutter efter, da FC København udlignede ved Lukas Lerager, der blev endestation på et tilsvarende veludført angreb. Dette var også noget af det sidste, før dommer Jens Maae kunne fløjte til pause ved stillingen 1-1.

Allerede efter ét minut af anden halvleg var Randers FC tæt på at bringe sig i front igen. Vito Hammershøy-Mistrati sparkede et hjørnespark mod forreste stolpe, hvor Tobias Klysner snittede bolden videre. Tæt under mål kunne Simon Piesinger ikke nå at få et ordentlig træf på bolden mod sin pandebrask, hvilket gav en returbold til Erik Marxen, som desværre afsluttede et stykke over mål.

Herefter svingede kampen frem og tilbage. Selvom FC København sad på spillet, var det uden at kreere de store chancer. Samme var tilfældet hos Randers FC, som dog lurede på kontraangreb, og det gav næsten pote, da Nikola Mileusnic fik plads til at afslutte. I målet var den tidligere Randers FC-keeper Kalle Johnsen dog på plads med en håndboldredning, hvorfor stillingen forblev intak.

Ti minutter før tid kom den randrusianske forløsning. Indskiftede Mikkel Kallesøe stak afsted på højrekanten og smed et millimeterpræcist indlæg på tværs af feltet. Her dukkede Mathias Greve og vinklede bolden i netmaskerne med en stensikker inderside. Dermed 2-1 til Randers FC, hvorfor det lugtede gevaldigt af top 6.

Herefter satsede Randers FC defensivt og formåede at stå fast mod det forventlige københavnske pres. Derfor holdt føringen også til slutfløjtet, hvorefter de hårdtkæmpende Randers FC-spillere kunne udbryde i jubel.

Resultatet betyder, at Randers FC for første gang i klubbens historie bliver en del af det fornemmeste selskab i 3F Superligaen, hvorfor der venter en masse spændende kampe på den anden side af landsholdspausen.

Kampfakta
Randers FC – FC København 2-1 (1-1)
1-0 Lasse Berg Johnsen (38.)
1-1 Lukas Lerager (41.)
2-1 Mathias Greve (80.)

Startopstilling med ændringer undervejs
Patrik Carlgren – Simon Graves, Simon Piesinger, Erik Marxen (76. Mikkel Kallesøe), Björn Kopplin – Vito Hammershøy-Mistrati, Lasse Berg Johnsen, Mathias Greve, Tobias Klysner (81. Jesper Lauridsen) – Nikola Mileusnic (76. Bassala Sambou), Marvin Egho (89. Mathias Nielsen).

Skrevet af: Christian Bundgaard Larsen
Foto: Jan Christensen, Getty Images