Randers FC skuffede i sent nederlag mod Lyngby

Randers FC formåede ikke at følge op på den flotte første halvleg, og måtte derfor tage sig til takke med et 1-2 nederlag til Lyngby. Undervejs blev Mathias Nielsen udvist, mens Marvin Egho brød sin målforbandelse. 

Søndag middag var Randers FC i aktion i 3F Superligaen, da Lyngby gæstede Cepheus Park Randers. Thomas Thomasberg og trænerteamet gav genvalg til 3-5-2-opstillingen, hvor der var flere ændringer i forhold til den seneste kamp. Blandt andet var Vito Hammershøy-Mistrati ikke blevet klar til at indgå i startopstillingen, hvorfor han tog plads på bænken. Derudover var Björn Kopplin desværre skadesramt, hvorfor Oliver Bundgaard overtog hans wingback.

Første halvleg viste sig fra sin chancefattige side, hvor begge hold havde problemer med at skabe de helt store muligheder. Efter 25 minutter fik Tobias Klysner, der spillede højre wingback i dagens anledning, plads i feltet efter at have tørret sin direkte modstander. Til gengæld svigtede venstrebenet i situationen.

Marvin Eghos venstreben svigtede til gengæld ikke efter en halv time af opgøret. Lasse Berg Johnsen lavede en stikning til Tosin Kehinde, der havde taget et klogt løb ind bag forsvaret. Herefter svingede den vævre kantspiller et millimeterpræcist indlæg ind foran mål, hvor Marvin Egho gled bolden i kassen. Dermed bragte det østrigske luftvåben Randers FC foran 1-0. Dette blev også den eneste ændring på måltavlen før dommer Anders Poulsens pausefløjt.

I anden halvleg startede Randers FC som lyn og torden. Marvin Egho var endnu engang involveret, da han modtog en høj bold. Den pillede han ned med brystkassen og fandt Tobias Klysner i en spids vinkel. Før bolden ramte det bagerste af nettet på Klysners afslutning, var Thomas Mikkelsen dog i vejen.

Blot fem minutter var Randers FC igen tæt på. Lasse Berg Johnsen viftede bolden ud mod Tosin Kehinde, der kombinerede med Marvin Egho, og kom derefter i fuld fart mod målet. Her tørrede Kehinde sin direkte modstander, men hans afslutning blev blokeret af en flyvende Lyngby-forsvarer.

I det 60. minut fik Randers FC oddsene imod sig. Mathias Nielsen fik en tidlig – og muligvis uretfærdig – badebillet, da han modtog sit andet gule kort efter en luftduel. Dette tvang trænerteamet til at ændre formation til en 4-4-1, ligesom randrusianerne blev tvunget til at stille sig længere tilbage på banen.

På trods af en herodisk defensiv indsats af Randers FC viste Lyngby flere gange tænder ved at fylde feltet op med spillere. Dette gav pote kort før slutfløjtet, da et frispark blev sendt i ind boksen, og desværre ramte Lasse Berg Johnsens arm. Dommer Anders Poulsen pegede derfor på pletten efter en kort VAR-pause. Her tog Emil Nielsen ansvaret og bragte balance i regnskabet.

Momentet var Randers FC tæt på at bringe sig i front. Simon Piesinger trampede sig gennem midten, hvorefter han fandt Marvin Egho i feltet. Hans afslutning ramte en Lyngby-forsvarer, og på riposten fik indskiftede Vito Hammershøy-Mistrati en stor mulighed, men desværre skulle Thomas Mikkelsen igen vise sig at være dagens onde ånd for Randers FC.

Dette skulle vise sig at være fatalt, for i de døende minutter bragte Lyngby sig i front. Emil Nielsen satte turbo på og løb fra Lasse Berg Johnsen, der forgæves forsøgte at begå et professionelt frispark. Han spillede Magnus Kaastrup fri, som efterfølgende sparkede bolden over i det lange hjørne. Lyngby havde således vendt kampen til egen fordel og kunne derfor tage en 1-2 sejr med hjem til Sjælland.

I kampens sidste sekunder blev Mikkel Brund indskiftet til sin 3F Superligadebut. En lille optur på en ellers rigtig skuffende eftermiddag.

Kampfakta
Randers FC – Lyngby 1-2 (1-0)
1-0 Marvin Egho (29.)
1-1 Emil Nielsen (87.)
1-2 Magnus Kaastrup (90.)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren – Simon Piesinger, Simon Graves (90. Mikkel Brund), Mathias Nielsen – Tobias Klysner, Lasse Berg Johnsen, Frederik Lauenborg (90. Bassala Sambou), Mathias Greve (82. Vito Hammershøy-Mistrati), Oliver Bundgaard (90. Nikola Mileusnic) – Tosin Kehinde, Marvin Egho.

 

Skrevet af: Christian Bundgaard Larsen
Foto: Jan Christensen, Getty Images