Randers FC skriver kontrakt med Jannik Skov Hansen

I går kunne Randers FC afsløre, at Perry Kitchen vender tilbage til den amerikanske liga MLS og skifter til LA Galaxy. I dag kan vi glædeligt løfte sløret for, at Randers FC skriver kontrakt med offensivspilleren Jannik Skov Hansen indtil sommeren 2019.

Jannik, der kommer fra 2. divisionsklubben Skovshoved IF, har siden midten af november måned trænet med i Randers FC, og nu er en aftale faldet på plads. Jannik er et produkt af Brøndby IF’s ungdomsafdeling og har også fået kampe med Vestegnens A-trup. Han har desuden spillet 19 officielle ungdomslandskampe.

– Jeg har fulgt Jannik gennem et længere stykke tid, og vi er glade for at få ham til klubben. Jannik har vist gode takter på træningsbanen, og han har nogle gode evner, som vi håber, vi kan videreudvikle på. Han er en kreativ og driblestærk kantspiller, der kan udfordre modstanderne med sin fart. Han har haft et lidt specielt karriereforløb, men er blevet en voksen mand nu, og vi tror på, at han kan tage springet fra divisionsfodbold til Alka Superligaen, som flere andre har gjort det hos os og i andre klubber, fortæller Randers FC-direktør Michael Gravgaard.

Selvom Jannik Skov Hansen skal skifte de vante rammer på Sjælland ud med Randers, glæder han sig rigtig meget til at blive en fast del af Superliga-truppen i Randers FC.

– Jeg føler, at jeg er faldet godt til på holdet i de to måneder, jeg nu har været her, og jeg er meget glad for at få muligheden for et skifte til en etableret klub som Randers FC. Jeg glæder mig til at arbejde hårdt på træningsbanen og bidrage til en forhåbentlig god forårssæson i Randers FC. Mit mål er i første omgang at få etableret mig og forhåbentlig få godt med minutter i benene, siger Jannik Skov Hansen.

Fakta: 
Jannik Skov Hansen, 25 år
Tidligere klubber: Brøndby IF, HB Køge, Rishøj BK, Hellerup IK, Skovshoved IF.
Landshold: U16, U17, U18 & U19.

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Randers FC