Randers FC sikrer 1. pladsen efter solid præstation i Hjørring

Fredag aften skulle det afgøres, om Randers FC skulle ende på førstepladsen eller andenpladsen i gruppen. Det hele skulle afgøres i gruppespillets sidste kamp ude mod Vendsyssel FF. Med et uafgjort resultat i Hjørring kunne kronjyderne afgøre tingene til egen fordel, nappe førstepladsen og sende en million kroner i klubkassen. Der var således masser at spille om denne fredag aften,

Det var gæsterne fra Randers FC, der kom bedst ud af startblokken. Efter 5. minutters spil fik Mikael Boman lagt bolden godt af til Frederik Lauenborg, der prøvede at sende den i det lange hjørne med sit venstreben. Nicolai Flø i Vendsyssel-målet reddede dog flot. Minuttet efter skulle randrusianerne have haft tildelt et straffespark, da Konaté havde hånden over hovedet, da bolden traf hans hånd i en meget unaturlig position. Mads Kristoffersens fløjte forblev dog tavs i situationen. I det 14. minut udfordrede Saba sin direkte modstander på kanten af feltet. Han tog et træk ind i banen og forsøgte at skrue bolden over i det lange hjørne. Til ærgerlse for Saba og Randers FC sneg bolden sig få centimeter forbi fjerneste stolpe. To minutter senere fik Frederik Lauenborg 1. halvlegs største chance. da han modtog et godt indlæg fra Conboy på venstrekanten. Lauenborg havde fra sin højrekant listet sig med ved bagerste, hvor han satte pandebrasken på bolden. Desværre headede han han en meters penge forbi forreste stolpe. I det 29. minut var det igen Randers FC, der pressede på for en scoring til 0-1. Hårdt presset og med ryggen til mål fik svenske Mikael Boman vendt sig og fik sendt en god afslutning afsted. Flø fik dog reddet forsøget til hjørnespark. Bare to minutter senere sværmede Randers FC igen om Vendsyssel-målet, da André Rømer modtog bolden i feltet. Herfra vendte han rundt på en tallerken og fik afsluttet, desværre fik hjemmeholdet blokeret afslutningen. Derfor gik de to hold til pause ved stillingen 0-0 efter en chancerig 1. halvleg.

Selvom uafgjort ville være nok for Randers FC i forhold til at sikre gruppens førsteplads, fortsatte randrusianerne med at presse på og jagte scoringen til 0-1. I store perioder af 2. halvleg pressede Randers FC Vendsyssel dybt ned på egen banehalvdel. I det 57. minut var en velspillende Mikael Boman tæt på at score det forløsende mål, da han igen fik demonstreret eminent fysik og med ryggen til mål fik vendt sig og afsluttet. Denne gang måtte Nicolai Flø ud i fuld længde for at redde bolden helt nede ved stolpen. I det 66. minut landede et indlæg hos Lauenborg i feltet, som fik lagt bolden til rette med sit højreben og fik afsluttet med venstre. Glimrende teknik af unge Lauenborg, afslutningen blev dog rettet af til et hjørnespark. To minutter senere var Lauenborg endnu engang på spil, da indskiftede Emil Riis fik sendt et indlæg fladt ind i feltet. Lige for næsen af Lauenborg fik en Vendsyssel-forsvarsspiller sendt bolden til hjørnespark. Trods et massiv tryk og spilovertag mod kampens slutning lykkedes det ikke Randers FC at score i aftenens kamp. Derfor sluttede opgøret 0-0 i Hjørring efter en kamp, som Randers FC havde fuld kontrol over. Det uafgjorte resultat betyder også, at kronjyderne slutter på førstepladsen i puljen.

Holdet kan nu se frem til kvalifikationskampene om Europa League. Modstanderen skal findes i enten AC Horsens eller SøderjyskE alt afhængig af, hvem der slutter på andenpladsen i gruppe 1 efter søndagens kampe.

Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren – Johnny Thomsen, Jonas Bager, Erik Marxen, Kevin Conboy – Frederik Lauenborg (73. Mads Aaquist), André Rømer, Nicolai Poulsen, Saba Lobjanidze – Marvin Egho (60. Emil Riis), Mikael Boman (83. Benjamin Stokke)

Tilskuertal: 2157

Gult kort: Al-Haji Kamara (Vendsyssel FF)

Kampens spiller: Mikael Boman

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images