Randers FC opstarter træning for talentfulde pigespillere

Inspireret af Topcenter-træning for drengespillere har Randers FC nu valgt at opstarte et pilotprojekt med træning for talentfulde pigespillere i U10- til U15-årgangene.

I Randers FC har man fra klubbens start i 2003 udelukkende haft fokus på herre- og drengefodbold, men nu har klubben valgt at give talentfulde pigespillere muligheden for at få ekstra træning.

Fra august bliver der nemlig startet et pilotprojekt, hvor det den sidste fredag i hver måned vil være muligt for talentfulde pigespillere fra moder- og samarbejdsklubber i Randers FC Klubfællesskabet at komme til træning.

– Selvom Randers FC ikke har pigefodbold på programmet, så giver det god mening for os at starte et projekt, der kan være med til et forene pigefodbold i Randers og omegn. Der er mange talentfulde spillere rundt omkring i klubberne, der fortjener at få samme privilegier som de talentfulde drengespillere, der jo har mulighed for at blive en del af vores Topcenter, siger Randers FC’s sportslige og kommercielle direktør Søren Pedersen.

Træningen af pigespillerne vil blandt andet blive ledet af tidligere landsholdsspillere, ungdomslandsholdsspillere og kvindespillere fra den bedste danske række. Derudover vil der være gæstetrænere fra DBU. Pilotprojektet kører i første omgang et halvt år, hvor der herefter vil blive evalueret, om det skal fortsætte.

Information omkring tilmelding og deltagelse i øvrigt er sendt ud til klubberne i Randers FC Klubfællesskabet.  

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Jakob Lerche Fotografi