Randers FC opsiger samarbejdet med Ricardo Moniz

Randers FC har med omgående virkning afbrudt samarbejdet med Ricardo Moniz. Derudover har Michael Gravgaard opsagt sin stilling som sportslig og kommerciel direktør.

Der skal findes en ny cheftræner i Randers FC, da klubben har valgt at opsige samarbejdet med hollandske Ricardo Moniz.

– Det er en bestyrelsesbeslutning, og den kommer fordi, der er forskellige opfattelser af spille- og ledelsesstil. Vi tror ikke, Ricardo Moniz er cheftræneren, der kan føre Randers FC til overlevelse i Superligaen. Vi må desværre erkende, at Randers FC og Ricardo efter vores mening ikke er et godt match. Vi vil gerne takke ham for hans indsats og ønsker ham alt det bedste fremover, lyder det fra bestyrelsesformand Per Hastrup.

Det øvrige trænerteam fortsætter med First Team Coach Rasmus Bertelsen i spidsen. Derudover glider talentchef Peter Elstrup ind i teamet på ubestemt tid.

Det er dog ikke den eneste ændring, der kommer til at ske i det sportslige setup i Randers FC i den nærmeste fremtid. Michael Gravgaard har opsagt sin stilling som sportslig og kommerciel direktør i Randers FC.

– Jeg blev orienteret om bestyrelsens beslutning vedrørende opsigelsen af Ricardo, og den har jeg taget til efterretning. Jeg er virkelig ked af, at Randers FC igen skal ud og finde ny cheftræner, men jeg ved beslutningen er taget med stor omhu og omtanke. Jeg har med baggrund i den beslutning også taget min egen rolle op til overvejelse og har meddelt bestyrelsen, at klubben skal finde en anden sportslig og kommerciel ansvarlig, siger Michael Gravgaard og forsætter:

– Byen og adressen her betyder meget for mig, og det vil den altid gøre, og derfor skal ingen betvivle min vilje til at ville det bedste for Randers FC, også i min opsigelsesperiode. Det har ikke været nogen nem beslutning, og jeg vil gøre mit allerbedste for at afslutte mine opgaver på bedst mulig vis. Jeg vil gerne takke bestyrelsen for den tillid, der både er og har været mig givet. Jeg håber, jeg kan aflevere det sportslige i en bedre forfatning, og jeg synes, der er lys for enden af tunnelen i en svær tid for Randers FC.

Michael Gravgaard fortsætter altså sit virke som sportslig og kommerciel ansvarlig for Randers FC.

– Der er stadig nogle dage tilbage af dette transfervindue, og vi har fuld tillid til, at Michael gør sit bedste for Randers FC, uagtet at vi i nærmeste fremtid skal reorganisere vores setup. Vi vil sammen med Michael finde ud af, hvornår tidspunktet er rigtigt i forhold til de opgaver, der er presserende, hvorefter Michael derefter kan træde tilbage som sportslig og kommerciel direktør for Randers FC, fortæller bestyrelsesformand Per Hastrup.

 

 

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Getty