Randers FC og minipraktikanterne

I Randers FC handler det ikke “bare” om at spille fodbold. Det handler i den grad også om at tage et socialt ansvar, hvilke Randers FC gør i flere sammenhænge.

Blandt andet via minipraktikant-projektet, hvor børn og unge i alderen 8-16 år tilknyttes forløb med medarbejdere i Randers FC. Derigennem får børnene gode oplevelser, fysisk udfoldelse og sociale relationer, når de kommer på BioNutria Park Randers – og det giver desuden et afbræk i dagligdagen. Den inkluderende tilgang til projektet skal gøre, at de unge mennesker senere bliver parate til et fritidsjob.

Nyeste minipraktikant er Oliver, som på billedet står med Randers FC-direktør Henrik Jørgensen. Han hjælper til i køkkenet med frokostanretningen. Han går til daglig på Vesterbakkeskolen, men har i de sidste 14 dage været tilknyttet Randers FC.

– Det er fantastisk, at vi kan være med til at give noget ekstra indhold i dagligdagen til nogle unge mennesker, der ikke er som de fleste, men som alle virkelig gerne vil arbejde. Oliver er den fjerde minipraktikant, som vi har haft, og det har været en fornøjelse at kunne følge med i deres udvikling fra sidelinjen og høre de tilbagemeldinger, som deres nærmeste kontaktperson i Randers FC kommer med. Det er noget, som vores ansatte, der har med minipraktikanterne at gøre, også virkelig har stor glæde af, og de er rigtigt gode til samarbejdet med de unge mennesker, siger Randers FC’s administrerende direktør Henrik Jørgensen.

Skoleleder på specialskolen Vesterbakkeskolen Esben Horn har indtil videre haft tre elever i minipraktik hos Randers FC og er begejstret for samarbejdet.

– Vi ser det som værdifuldt at arbejde med livsmål, og hvad eleverne skal kunne, når de er færdige her. De skal kunne varetage en funktion og være en del af samfundet, hvor de har betydning. Der kan jeg se, at samarbejdet med Randers FC gør en forskel. Undervisning er ikke bare dansk og matematik, men kan også være at lære noget praktisk og socialt i andre rammer. De vokser gevaldigt af det og føler sig værdifulde, og det gør de kun, fordi der er nogle dygtige medarbejdere i klubben, der forstår hvad det er for nogle børn og som kan give dem rammerne til at udvikle sig, siger Esben Horn, der håber, at projektet kan være med til at åbne op for at få handicappede ud i erhvervslivet og vise, hvad de kan tilbyde og bidrage med.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: sdr