Randers FC nomineret til ’En Del af Noget Større’-prisen 

Randers FC’s CSR-projekt “Minipraktikanterne” er blevet nomineret til ’En Del af Noget Større’-prisen ved Dansk Fodbold Award lørdag den 2. marts.

Projektet som blev fornemt skildret af UEFA i deres #EqualChallenge-kampagne har altså fået endnu et skulderklap i forhold til social ansvarlig. Om prisen bliver tildelt Randers FC bliver afsløret, når DBU åbner dørene i Forum Horsens for Fodbold-Danmark lørdag den 2. marts, hvor dagen byder både på Fodboldens Kongres, hvor fremtiden for dansk fodbold diskuteres, og Dansk Fodbold Award, hvor nutidens fodboldhelte hædres.

‘En Del Af Noget Større’-prisen skal uddeles til et projekt, som gør en forskel for folk, der oplever udfordringer i dagligdagen. Udover Randers FC er følgende nomineret i kategorien:
– Guldborgsund og Lolland Kommune for deres arbejde med at tilbyde unge uden job eller uddannelse muligheden for at blive trænere
– Asylum United for deres arbejde med at bruge fodbolden til at skabe fællesskaber for kvinder rundt omkring i landets asylcentre
– Ærø Kommunes målrettede indsats for at komme aflyste kampe for øens største hold, Marstal IF, til livs.

Læs mere om nomineringerne til de forskellige priser her

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Oliver Hardt / UEFA via Getty Images