Randers FC lider marginalt nederlag til Brøndby

Fredag aften kl. 19.00 tog Randers FC imod gæsterne fra øst, Brøndby IF. Kampen endte 1-2 efter en velspillet kamp, hvor Randers FC dominerede i 2. halvleg.

Brøndby bragte sig desværre foran 0-1 allerede efter 14 minutter. Randers FC kæmpede sig til et overtag i flere perioder i 1. halvleg, og Brøndbys målmand fik ikke lov til at slappe af.

Da mandskaberne kom ind til 2. halvleg, havde Randers FC skiftet formation til 3-5-2. Formationsskiftet fungerede godt, og det var et stærkt træk til at vedligeholde kronjydernes pres. Efter en meget flot start på 2. halvleg måtte Patrik Carlgren og resten af holdet dog se bolden gå i eget mål for anden gang i kampen, da Brøndby i det 64. minut fordoblede målscoren til 0-2. Det var noget af en mavepuster for de kronjyske drenge, der lige måtte sunde sig kort for så igen at presse på.

Det hårde pres, Randers FC lagde på Brøndby kampen igennem, skulle dog endelig vise sig at give pote. I det 76. minut kunne Alhaji Kamara løbe i dybden, runde Brøndbys målmand og sparke bolden i mål til stilingen 1-2. Målet blev i første omgang dømt offside, men efter et VAR-tjek, hvor kampens VAR-dommer vurderede, at der ikke var offside, kunne Kamara og resten af holdet juble fortjent.

Efter reduceringen fortsatte Randers FC deres høje tryk til sidste minut i kampen om point, men det lykkedes ikke at få scoret til en udligning. Kronjyderne må i aften gå hjem uden point på trods af, at de leverede en flot præstation mod Superligaens nuværende nr. 1.

Drengene skal i aktion igen i næste uge, hvor de tirsdag den 6. oktober tager sydpå for at møde FC Sydvest i kampen om Sydbank Pokalen. Kampen fløjtes igang kl. 16.00.

Skrevet af: Cecilia Anna Maul Pedersen
Foto: RANDERS, DENMARK - OCTOBER 02: LIVE image from the Danish 3F Superliga match between Randers FC and Brondby IF at Cepheus Park on October 2, 2020 in Randers, Denmark. (Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)