Randers FC led nederlag i skadesmekka

Top-6 spidser for alvor til, da Randers FC tabte vigtige point i et sandt skadesdrama på udebane mod OB. 

Randers FC var søndag eftermiddag taget til det fynske for at besøge OB i 3F Superligaens 18. runde, hvor der var vigtige point på spil i kampen om top-6.

Selvom Randers FC havde været farlige i kampens begyndelse på deres dødboldsspecialiteter, var det faktisk OB, som først fik bolden i nettet efter et kvarters spil. Gode kombinationer fandt Issam Jebali inde i feltet, der bankede bolden på overlæggeren med en flad inderside. Returen faldt ned til Mart Lieder, som fik skovlet bolden i nettet. Heldigvis i kronjysk perspektiv foregik dette med hånden, hvorfor dommer Jonas Hansen helt korrekt annullerede scoringen, hvorfor status quo på måltavlen forblev.

Blot få minutter efter var det derimod Randers FC, der reelt og med dommerens accept bragte sig foran. OB-keeperen Oliver Christensen viste usikkerhed med fødderne, hvilket en vågen Alhaji Kamara udnyttede til at opsnappe bolden og trille den ind i et tomt mål. Dermed 0-1 til Randers FC og samtidig Kamaras niende scoring, hvilket bragte ham op på en delt førsteplads på ligaens topscorerliste.

Desværre for Randers FC og Kamara blev han udskiftet umiddelbart efter grundet en skade – i hans sted kom Kasper Høgh ind. Skadeshelvedet blev endnu værre blot fem minutter efter, da formstærke Erik Marxen blev kantet i en duel med Issam Jebali og landede rigtig uheldigt. Omtåget blev han fragtet ud på en båre i en sekvens, der varede adskillige minutter, og måtte derfor lade sig udskifte til fordel for Simon Piesinger.

Med den manglende forsvarsgeneral i bagkæden fik hjemmeholdet udlignet i overtiden. Et fuldstændig fejldømt frispark blev sendt ind i feltet, hvor bolden nedfaldt Emmanuel Sabbi, som resolut sparkede den ind bag en ellers velspillende Patrik Carlgren. Således 1-1 før dommerens pausefløjt.

Efter 54 minutter spil var Randers FC tæt på. Marvin Egho vandt endnu en hovedstødsduel, som Tosin Kehinde tog til sig og helflugtede mod krogen. I denne omgang var Oliver Christensen dog på plads. Dette resulterede i et hjørnespark, som Jesper Lauridsen sendte ind i det lille felt. Her dansede bolden på stregen, før OB fik banket bolden ud af Odense Kommune.

Blot få minutter efter bragte OB sig i front. Issam Jebali lod bolden trille gennem sine ben, da det så ud som om, at han skulle modtage en aflevering. Her havde Mart Lieder fundet plads mellem de to randrusianske midtstoppere, og kunne sparke bolden fladt ind bag Patrik Carlgren til en fynsk 2-1 føring.

Efter 70 minutter forsatte skadeshelvedet, da Jesper Lauridsen fik en baglårsskade, og Thomas Thomasberg og co. var derfor nødsaget til at foretage endnu en skadesrelateret udskiftning. Ind i hans sted kom Tobias Klysner, mens Lasse Berg Johnsen og Bassala Sambou ligeledes blev indskiftet i stedet for Frederik Lauenborg og Kasper Høgh.

Herefter forsøgte Randers FC at presse på via indlæg og dødbolde og formåede at lægge et ganske fint pres på hjemmeholdet. I dommerens overtid blev der appelleret for et straffespark begået mod indskiftede Bassala Sambou, men dommerens fløjte forblev tavs. Derfor måtte Randers FC tage hjem med et 2-1 nederlag, hvilket betyder, at kampen om top-6 for alvor spidser til.

Kampfakta
OB – Randers FC 2-1 (1-1)
0-1 Alhaji Kamara (23.)
1-1 Emmanuel Sabbi (45.)
2-1 Mart Lieder (58.)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren – Björn Kopplin, Simon Graves, Erik Marxen (40. Simon Piesinger), Jesper Lauridsen (70. Tobias Klysner) – Tosin Kehinde, Vito Hammershøy-Mistrati, Frederik Lauenborg (70. Lasse Berg Johnsen), Mathias Greve – Marvin Egho, Alhaji Kamara (25. Kasper Høgh (70. Bassala Sambou)).

Skrevet af: Christian Bundgaard Larsen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images