Randers FC henter serbisk måltyv

Den 30-årige serbiske angriber Nikola Djurdjic har skrevet kontrakt med Randers FC til sommeren 2019.

Det er en angriber med sit skandinaviske CV i orden, der kommer til Randers FC inden forårssæsonen. Nikola Djurdjic har haft stor succes i klubber som Haugesund, Helsingborg og Malmø FF – ligesom han også har bevist sig i den tyske Bundesliga. Senest har adressen været den serbiske storklub FK Partizan, men nu er angriberen altså klar til endnu et skandinavisk kapitel.

– Det er en rigtig god allrounder, vi får ind i Nikola Djurdjic. Han arbejder hårdt for kollektivet, er god i opspillet og så er han en rigtig dygtig afslutter, der har næse for mål. Han har også en god portion rutine og har bevist sig på større adresser som Greuther Fürth og Augsburg. Derudover har han også erfaring fra både Europa og Champions League, lyder det fra sportschef Ole Nielsen om Djurdjic, der så sent som i 2015 spillede Champions League med Malmø FF.

I transfervinduet er der inden i dag røget to angribere ud og ”kun” kommet én ind. Derfor var det også sportschefens fokus at få en angriber mere ind, og det blev altså Nikola Djurdjic.

– Vi har set i efteråret, at den konkurrence, der har været om angrebspositionerne, har holdt vores angribere skarpe. Derfor syntes vi, at det var vigtigt at fortsætte i den stil, så vi stadig har flere muligheder til de vigtige kampe, der venter forude, siger Ole Nielsen.

Nikola Djurdjic støder til Randers FC-truppen søndag, hvor Randers FC tager på træningslejr i Tyrkiet.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Getty