Randers FC henter Mathias Greve i OB

Den 24-årige midtbanespiller Mathias Greve er ny mand i Randers FC-trøjen, da han har skrevet under på en 3-årig aftale.

Selvom han blot er 24 år, så har Mathias Greve allerede spillet 137 kampe i den bedste danske fodboldrække for OB. Fremover er det dog for Randers FC, at den teknisk stærke og løbevillige midtbanespiller udbygger den statistik. Her har han nemlig skrevet under på en 3-årig aftale.

– Jeg glæder mig meget til at komme til Randers og få en frisk start og nogle nye øjne på mig. Det er en klub, som jeg ved har fulgt mig længe, og det gjorde valget meget let, fortæller Mathias Greve, der havde andre muligheder end det kronjyske.

– Randers FC har altid virket som en solid og stærk klub, og som modstander har det aldrig været en ønskemodstander, for det er et hold, der er vanskeligt at spille imod. Nu glæder jeg mig til at blive en del af holdet og bidrage med mine kvaliteter i jagten på at slutte grundspillet i Top 6, siger Greve, der kan dække alle pladser på midtbanen, men er tiltænkt en plads på kanten.

Mathias Greve har i efteråret spillet 13 ud af fynboernes 20 kampe og har undervejs scoret en enkelt gang.

– Det har været en spiller, som har været på vores liste gennem længere tid, og vi forsøgte faktisk at få ham til klubben i sommer. Så vi er glade for, at det nu er lykkedes at få Mathias til klubben. Han er en dynamisk og kreativ spiller, der kan udfordre og som samtidig har en stor løbekapacitet. Så han passer virkelig godt ind i Randers FC, fortæller sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.

Mathias Greve kommer til at spille i nummer 22 og kan få uofficiel debut allerede på onsdag, når Randers FC får besøg af Vejle kl. 13.00 til årets tredje træningskamp.

Fakta:
Født: 11. februar 1995 (24 år)
Position: Midtbane
Højde: 1,88 m
Tidligere klubber: Langeskov IF, OB

Landskampe:
Danmark U21 – 6 kampe
Danmark U20 – 1

Skrevet af: Kristian Fredslund