Randers FC henter Björn Kopplin i Brøndby IF

Den tyske back Björn Kopplin har skrevet en 2,5-årig kontrakt med Randers FC.

Efter nytår kan Randers FC byde velkommen til Björn Kopplin, der skifter fra Brøndby IF. Den 29-årige tyske back har underskrevet en 2,5-årig kontrakt med Randers FC, hvilket sportsdirektør Søren Pedersen er svært tilfreds med.

– Vi får en rigtig dygtig og erfaren spiller, som kan dække flere positioner i bagkæden. En spiller som er dygtig både på og uden for banen. Björn har den rigtige DNA i forhold til, hvad der skal kendetegne Randers FC. Han er en hårdtarbejdende type, som passer rigtig godt ind i den måde, vi gerne vil spille fodbold på, fortæller Søren Pedersen.

Cheftræner Thomas Thomasberg mener, at tilføjelsen af den 29-årige tysker er en styrkelse af Randers FC-truppen.

– Jeg er rigtig glad for, at vi har hentet Björn. Det er en spiller, jeg har arbejdet med i halvandet års tid i Hobro. Der fik jeg et rigtig godt indtryk af ham både som menneske og fodboldspiller. Det er absolut en styrkelse af vores trup.

Thomasberg glæder sig over at få en spiller med stor kvalitet og erfaring, der kan styrke forsvaret.

– Han er jo en tysker, der er kommet til Danmark med det, som tyskere normalt står for. Det er hårdt arbejde, pligtopfyldenhed og altid at være på til træning. Björn er en fodboldspiller, der kommer til at kunne bidrage til vores trup. Han kan spille begge backs, så med Björn er vi endnu stærkere besat i forsvaret. At vi kan hente Björn så tidligt og allerede nu gøre klar til forårssæsonen er samtidig et stærkt signal fra klubbens side.

Den alsidige back er ligeledes meget glad for skiftet fra Brøndby IF til Randers FC, hvor Kopplin håber på, at han kan få kickstartet fodboldglæden igen.

– Jeg er meget glad for skiftet. Jeg glæder mig til at spille for Randers FC og arbejde sammen med Thomas Thomasberg igen. Det er ikke blevet til så meget spilletid i Brøndby, og jeg har haft nogle gode samtaler med Thomasberg. Jeg vil spille, og den mulighed vil jeg kæmpe for i Randers under Thomasberg, som jeg har haft et godt samarbejde med før. Jeg synes, at jeg kan bidrage med en masse i Randers FC. Erfaring, fight og hårdt arbejde. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang, siger Kopplin.

 

Fakta:

Navn: Björn Kopplin

Alder: 29 år

Nationalitet: Tysk

Position: Back

Højde: 1,84 m

Tidligere klubber: FC Bayern München, VfL Bochum, Union Berlin, Preußen Münster, Hobro IK, Brøndby IF
Landskampe: 36 ungdomslandskampe for Tyskland med 5 mål til følge.

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images