Randers FC hædrer veteraner og deres pårørende

I anledning af den officielle flagdag, som afholdes hvert år den 5. september, var Randers FC tilstede ved Veteran Caféen torsdag for at vise respekt og hædre Danmarks udsendte samt deres pårørende.

Randers FC bistod med et grillarrangement og tilhørende medarbejdere, som var med til at fremkalde smil og skabe god stemning blandt de mange veteraner og pårørende ved Veteran Caféen på Kirketorvet i Randers.

– Vi har at gøre med mennesker, som er dedikeret for en sag, og som er villige til at betale den ultimative pris. Det skal de have respekt for. Der har været alt for lidt respekt i Danmark for de mennesker, vi har sendt ud og for deres pårørende. Det må være utrolig svært at have et familiemedlem udsendt og ikke vide om de kommer hjem igen eller ej. Derfor er vi her for at støtte op om både veteraner og deres pårørende, siger Mads Gregers Pedersen, som er konsulent, mentor og underviser ved Randers FC Jobakademi.

For i højere grad også at favne de pårørende har Randers FC sammen med Randers Kommune og Veteran Caféen etableret et netværk, hvor de pårørende kan mødes og opleve sig mødt og forstået af ligesindede. Dette netværk kaldes Pårørendegruppen i Randers, som også var tilstede ved Veteran Caféen torsdag.

– Udover veteranerne hædrer vi i dag også heltene der bliver herhjemme. Dem der sørger for, at de udsendte egentlig kan tage af sted og får det til at køre rundt på hjemmefronten. De pårørende er også en stor del af, at vi kan have udsendte. Derfor giver det også god mening at børnene modtager børnemedaljer, så de bliver anerkendt for at skulle have undværet deres mor eller far i en periode. Der er jo en risiko for, at de ikke kommer tilbage, hver gang de bliver udsendt, fortæller Irene Kjærgreen fra Pårørendegruppen i Randers.

Flagdagen forløb rigtig godt til stor glæde for blandt andre formand for Veteran Cafeen Randers, Nils Jakobsen.

– Igen har vi vist, at når vi holder flagdagen på den her måde, så er vi blandt de allerbedste i Danmark i forhold til at kunne fejre veteraner og deres pårørende, siger Nils Jakobsen.

Vi er faktisk så gode til at hædre vore veteraner og pårørende i Randers, at forsvarsministeriet har sendt bud efter Nils Jakobsen for at fremlægge om ”Randers modellen”.

– Jeg var så heldig at snakke med forsvarsministeren angående veteraner og nye tiltag ift., hvordan man kan løse problematikken med at få veteraner mere aktivt i gang, og der fortalte jeg om det samarbejde, vi har mellem Randers Kommune, Veteran Caféen og Randers FC. Det har vi snakket så meget om, at det nu er blevet til Randers modellen, og det er noget som forsvarsministeren vil tage med sig, fortæller Nils Jakobsen.

Skrevet af: Martin Albrechtsen