Randers FC genoptager træningen fredag

Randers FC tilbagekalder 3F Superligatruppen- og staben, som derfor kan påbegynde træningen i mindre grupper fredag formiddag i tråd med Divisionsforeningens og myndighedernes retningslinjer.

Ikke siden den 23. marts har spillerne trænet sammen, da de pga. corona-pandemien har været hjemsendt på lønkompensation. Nu kan de så endelig løbe ud på træningsbanen ved Viborgvej igen, hvor sundheden og sikkerheden vil være i højsædet.

– Det er med stor glæde, at vi nu kan genoptage fællestræningen i Randers FC, selvom det bliver under nogle andre forhold, end vi er vant til. Vi er helt trygge ved, at det er forsvarligt at komme i gang igen, når vi anvender Divisionsforeningens protokoller. Først og fremmest er sundheden og sikkerheden vigtig, men det er også afgørende, at vi kommer i gang igen. Og helst ikke senere end den 29. maj, fortæller sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.

Randers FC følger myndighedernes og Divisionsforeningens anbefalinger og retningslinjer.

Træningen vil foregå på træningsbanerne ved Viborgvej, hvor der af hensyn til smittefare ikke vil være adgang for tilskuere og medier.

Skrevet af: Martin Albrechtsen