Randers FC fuldender den perfekte sejrsuge

Randers FC fortsatte sin pointstime fredag aften, hvor OB måtte tage hjem til Fyn med et 2-1 nederlag i kufferten. Alhaji Kamara fortsatte sin målform, mens Frederik Lauenborg bankede sin første 3F Superligascoring i kassen.

Fredag aften skulle Randers FC forsøge at ride videre på vinderbølgen efter den flotte 1-2 sejr over FC København. Dette skete hjemme på Cepheus Park Randers, hvor OB gæstede i 3F Superligaens 10. runde.

Kampens første chance tilfaldt OB. I tårnhøje Ayo Simon Okosun har fynboerne et luftvåben udover det sædvanlige. Våbnet kom til syne allerede efter 9 minutter, hvor Okosun steg højest på et hjørnespark, men hårdt presset af anfører Erik Marxen headede han ved siden af.

Herefter stod der Randers FC på det meste i første halvelg. Dette betød blandt andet, at Alhaji Kamara kom til en afslutning efter stærkt forarbejde af Mathias Greve på højrekanten. Den tidligere OB-spiller erobrede selv bolden på midten, driblede langs højrekanten, før han sendte et knivskarpt indlæg ind til Kamara. Desværre for kronjyderne blev bolden blokeret.

Én af grundene til den randrusianske dominans findes i midterforsvaret i form af Simon Graves. Han vikarierede i Simon Piesingers fravær og gjorde det aldeles fremragende med bolden, ligesom han lavede flere blokeringer – f.eks. på en Issam Jebali-afslutning.

En anden bemærkelsesværdig spiller var Mathias Greve, der var i sit vanlige kreative humør. Først satte han en chance op, der næsten endte hos Marvin Egho, men blot tre minutter var han ligeledes medvirkende i en afgørende sekvens. Greve lavede et indspil i feltet, som blev lidt klodset blokeret af Oliver Lund. På returbolden tænkte Alhaji Kamara hurtigst og sparkede den resolut ind til en 1-0 føring til Randers FC. Dermed fortsatte den sierraleonske spids sin fremragende målform, mens stillingen forblev intakt indtil dommer Aydin Uslus pausefløjt.

Efter pausen fik OB den første chance, idet Emmanuel Sabbi kom til en ganske fin afslutning med venstrebenet. Endnu finere var det dog minuttet efter, hvor Vito Hammershøy-Mistrati susede afsted på venstrekanten og sendte et indlæg i boksen. Bagerst i feltet lurede Mathias Greve, der i ren pingpong-stil sendte bolden retur til Hammershøy-Mistrati. Han sparkede hårdt og fladt første gang, men ud af hatten hev den landsholdsaktuelle OB-keeper Oliver Christensen en flot redning. OB slog dermed først, men Randers FC slog hårdere.

I det 53. minut blev det endda endnu bedre for kronjyderne. Først afsluttede André Rømer et godt opspil, hvor der var masser af gode lyseblå afleveringer. Dette førte til et hjørnespark, hvor bolden blev smidt ind i det tætpakkede forreste område. Bolden blev headet til et nyt hjørnespark – og denne gang med et mere effektivt udfald. Som et ren deja-vu blev bolden igen indspillet i det forreste område, og efter flere berøringer af både venner og fjender endte kuglen til sidst hos Frederik Lauenborg. Den pasningsstærke midtbanespiller bankede bolden i kassen og kronede derfor en flot indsats med sit første mål i sin seniorkarriere. Således 2-0 og ikke desto mindre ganske velfortjent.

I det kronjyske bur stod Patrik Carlgren en noget nær fejlfri kamp. Den svenske keeper havde blandt andet en fremragende redning i det 67. minut, hvor han kastede sig herodisk ned ved den nærmeste stolpe og slog bolden til hjørnespark. Helt så godt gik det dog ikke i det 80. minut, hvor OB reducerede. En bold i dybden førte til et indlæg og en afslutning, der først blev blokeret af André Rømer. Efterfølgende tilfaldt bolden Oliver Lund, der sparkede bolden over en liggende Carlgren. Dermed 2-1 på et uheldigt mål.

Herefter fik Randers FC ro på spillet og kørte relativt sikkert sejren hjem. Dermed endte en dejlig aften i kronjysk-regi med resultatet 2-1, der fuldender en rigtig god uge med seks point, som for alvor sender os væk fra bunden og tættere på toppen. Næste kamp er søndag d. 6/12, hvor drengene tager den lange tur til Sjælland for at gæste Lyngby.

Kampfakta
Randers FC – OB 2-1 (1-0)
1-0 Alhaji Kamara (35.)
2-0 Frederik Lauenborg (54.)
2-1 Oliver Lund (80.)

Startopstilling med ændringer undervejs
Patrik Carlgren – Björn Kopplin, Simon Graves, Erik Marxen, Jesper Lauridsen – Mathias Greve, André Rømer, Frederik Lauenborg, Vito Hammershøy-Mistrati (72. Tobias Klysner) – Marvin Egho (81. Bassala Sambou), Alhaj Kamara (87. Mathias Nielsen).

Skrevet af: Christian Bundgaard Larsen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images