Randers FC fortjente mere end et point

Getty Images

Randers FC tog imod FC Nordsjælland på hjemmebane, søndag eftermiddag. Kronjyderne dominerede sjællænderne i en intens fight. 

Det var de nordsjællandske gæster der kom bedst fra start i søndagens opgør, med en føring blot 2 minutter efter startfløjt. Randers FC defensiven skabte alt for meget rum til gæsterne foran mål, og dermed kunne FC Nordsjælland sætte bolden i mål. En lille mavepuster for både Randers FC-spillere og tilskuere. Men én ulykke kommer jo sjældent alene og kort efter er der igen en næsten fuldstændig fri skudmulighed foran Patrick Carlgren i Randers FC-målet. Heldigvis kommer Randers FC-keeperen godt ud til bolden og kan afværge en fatal scoring. De første 10 minutter er generelt præget af et sjællansk boldovertag, men i kampens 12. minut får Benjamin Stokke muligheden for at ændre på stillingen. Han forsøger sig med en hård, flad afslutning mod mål, men desværre placerer han bolden på den forkerte side af stolpen.

Efter godt et kvarters spil vender spilovertaget og Randers FC har for alvor fået føling med kampen. Simon Graves, der var startdebutant i opgøret, forsøger sig med en flugter mod mål, men nordsjælland-keeperen hænger lige akkurat højt nok til at kunne afværge bolden med fingerspidserne. Godt 5 minutter efter er Marvin Egho klar med en hammer mod mål. Tilskuerne holder vejret, men bolden sidder desværre i hænderne på keeperen. Også Nicolai Poulsen leger med og sender et kraftfuldt spark i retning af Nicolai Larsen i det sjællandske mål. Heller ikke denne gang skal der pyntes på stillingen.

Der er fortsat positive takter fra Randers FC-mandskabet. Marvin Egho kommer frem til en scoringsmulighed i kampens 27. minut, men han bliver fanget i offside position og den ellers fine scoring annulleres, til skuffelse for de lyseblå. 10 minutter senere er Marvin Egho igen målfarlig, men han bliver væltet omkuld i feltet og appellerer for straffespark. Dommeren slår ud med armene og lader spillet fortsætte. 1. halvlegs sidste kvarter er mere ligeligt fordelt mellem de to hold og hjemmeholdet er bagud ved pausen.

Da 2. halvleg fløjtes igang krydser de kronjyske fans fingre for at der kan pyntes på måltavlen. Der går ikke længe før Benjamin Stokke gør noget ved stillingen og sætter bolden i kassen efter et flot indlæg fra Johnny Thomsen. Det mærkes tydeligt at presset letter fra Randers FC-mandskabets skuldre og der er overskud til at arbejde for en føring. Endnu engang fratages Randers FC mål, efter at Benjamin Stokke igen har forsøgt sig mod mål. Det er et sultent kronjysk hold der arbejder for tingene og Randers FC spiller sig frem til flotte skudmuligheder. Marvin Egho er ikke færdig med at vise tænder og efter et indlæg af Saba Lobjanidze snuser han til bolden med panden, men der mangler kraft og keeperen kan nemt samle bolden op.

Kasper Enghardt træder for alvor i karakter da han smider bolden på tværs af banen og finder Saba Lobjanidze på venstrekanten. Vinklen bliver for spids og geogieren kan ikke få rettet bolden nok ind. FC Nordsjælland har en passiv 2. halvleg og kommer frem til få chancer. Randers FC-defensiven formår at lukke ned når gæsterne presser på. Det lønner sig, da Nordsjælland holdes fra flere scoringer i opgøret. Saba Lobjanidze bliver igen farlig da han forsøger sig på forreste stolpe på et hjørnespark. Desværre deler stolpen og den sjællandske keeper fortjenesten for at holde Randers FC fra en scoring.

I kampens sidste 10 minutter får FC Nordsjælland mere spillefrihed og Randers FC pakker sig mere på egen banehalvdel. Desværre må kronjyderne nøjes med 1 point, selvom de spillede sig frem til flest chancer gennem hele opgøret.

Nu er der landskampspause og dermed friweekend i næste uge. Derefter står den på en udekamp i Hobro lørdag den 24. november.

Startopstilling med ændringer:
Patrick Carlgren – Johnny Thomsen, Jonas Bager, Kasper Enghardt, Simon Graves – Mikkel Kallesøe, Nicolai Poulsen (88. Mikael Boman), André Rømer, Saba Lobjanidze (80. Tobias Damsgaard) – Benjamin Stokke, Marvin Egho (70. Emil Riis)

Advarsler: Marvin Egho (Randers FC), Ulrik Jessen (FC Nordsjælland)

Kampsponsor: Peter Larsen Kaffe

Kampens spiller: Mikkel Kallesøe (kåret at kampens tilskuere)

Tilskuertal: 2363 – tak for opbakningen.

Skrevet af: Nicola Neble
Foto: Getty Images