Randers FC forlænger med U17-træner Michael Ravn

Randers FC og U17-træner Michael Ravn har forlænget kontrakten for yderligere to år.

Det er med stor glæde, at vi kan fortælle, at U17-ligaholdets cheftræner Michael Ravn har forlænget sin kontrakt med Randers FC for yderligere to år.

– Vi er utroligt glade for, at Michael har sat sin signatur på en ny aftale. Han har gjort det godt med U17-ligaholdet, og det håber vi naturligvis, at han fortsætter med. Aftalen giver i hvert fald noget af den kontinuitet, vi forsøger at skabe i klubben til gavn for både de unge spillere og 3F Superliga-holdet. Michael er en træner, som går meget tæt på spillerne og er i øjenhøjde med dem året rundt. Han brænder virkelig meget for sit job og for klubben og bruger meget tid her, så det er en vigtig forlængelse for os, siger Talentchef og Head of coaching Peter Elstrup.

Den 27-årige læreruddannede træner har været i Randers FC i 7,5 år heraf de tre år på fuld tid, siden han kom til fra Holstebro. Han er faldet så godt til i Randers FC, at han fortsætter i de kommende år.

– Jeg forlænger med Randers FC, fordi jeg først og fremmest er rigtig glad for at være i klubben. Der er mange skønne mennesker i hele organisationen, og jeg nyder min daglige gang i klubben og samarbejdet med kollegaerne og spillerne i talentsektoren. Jeg synes, at vi udvikler os rigtigt godt som klub på mange parametre, og jeg er ydmyg over at kunne være en del af det. Min største ambition er fortsat at hjælpe spillerne, så meget jeg kan. Jeg forsøger at hjælpe hver enkelt både på og uden for banen ved blandt andet at hjælpe dem med at forstå, hvad der skal til for, at de kan nå deres mål. Hvis vi så også kan skabe værdi for klubben ved at spillerne bliver så dygtige, at de kan bidrage på superligaholdet eller økonomisk gennem et salg, så er det en kæmpe bonus, siger Michael Ravn.

Skrevet af: Kristian Fredslund