Randers FC forlænger med Simon Graves

Randers FC har forlænget kontrakten med Simon Graves Jensen, så parterne nu har papir på hinanden indtil sommeren 2024.

Den 21-årige forsvarsspiller har allerede vist prøver på sit store talent, senest i 4-0 sejren over Hobro. Simon Graves Jensen, som kom til klubben fra Holstebro Boldklub i 2015, har spillet syv Superligakampe for Randers FC i denne sæson, hvoraf han er startet inde i fire af kampene.

– Det er en dejlig følelse at have forlænget samarbejdet med Randers FC. Nu har jeg styr på fremtiden. Jeg er utrolig glad for at være i Randers, og jeg ser frem til at skulle være her de næste mange år. Jeg har det godt i både byen og klubben, fortæller Simon Graves.

Selvom Simon Graves har været plaget af skader, har han leveret gode præstationer, når han har fået chancen. Derfor handler det nu for forsvarstalentet om at holde sig skadesfri, så han kan udvikle sig yderligere.

– Jeg har haft nogle gode kampe, men jeg har også været en del skadet. For mig handler det nu om at holde mig skadesfri. Hvis jeg gør det, så tror jeg, at det hele nok skal komme af sig selv, siger Simon Graves.

Sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen ser et stort potentiale i den unge midtstopper. Derfor er sportsdirektøren både glad og stolt over, at Randers FC har forlænget samarbejdet med en af klubbens egenudviklede spillere.

– I de kampe Graves har fået chancen, har han bevist, at han har et kæmpe potentiale. Vi tror på, at vi kan udvikle ham til ikke kun at blive en god Superligaspiller, men også én som kan begå sig internationalt. Så vi har rigtig store forventninger til Graves, udtaler Søren Pedersen og fortsætter:

– Nu skal Graves have opbygget en fysisk form, så han ikke løber ind i de skader, som han har gjort hidtil. Og så skal han selvfølgelig blive ved med at spille på den rolige måde, som han gør. Han er rigtig dygtig på bolden og har et godt overblik, hvor han ser opspilsmuligheder, som andre måske ikke ser. I takt med at han spiller flere og flere kampe, får han mere rutine, og så kan han blive rigtig god – ikke bare for os, men også for større klubber i fremtiden.

Fakta:
Simon Graves Jensen
Født: 22. maj 1999
Højde: 191 cm
Superligakampe for Randers FC: 11
Tidligere klubber: Holstebro Boldklub, Randers Freja

Simon Graves er sponsoreret af Autonik

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images