Randers FC forlænger med Emil Riis

Randers FC har forlænget kontrakten med Emil Riis, så den nu løber til sommeren 2024, hvilket er tre år længere end den tidligere aftale.

Det 21-årige angrebstalent har allerede bevist sit værd med 12 mål for Randers FC i 3F Superligaen, efter han vendte hjem til det kronjyske i sommeren 2018 fra et udlandsophold i England og Holland. Efter seneste hjemmekamp, hvor Emil Riis scorede to mål mod barndomsklubben Hobro IK, var den talentfulde angriber at finde på rundens hold i 3F Superligaen.

– Randers FC er en klub, som jeg er rigtig glad for at være i, så det føles super skønt at forlænge med klubben. Her er en masse mennesker, som kender mig rigtig godt, og som har hjulpet mig enormt meget. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg lidt havde mistet lysten til fodbold, inden jeg kom tilbage til Randers fra udlandet. Derfor har det været godt for mig at komme tilbage til Randers, hvor jeg har fundet glæden ved spillet igen, fortæller Emil Riis.

Sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen glæder sig over forlængelsen med Riis, som han ser et stort potentiale i.

– Det føles helt fantastisk at forlænge med Emil. For det første synes jeg, at han har været inde i en fantastisk udvikling. Han har udviklet sig fysisk og har grebet chancen. Han er gået fra at være blandt de tre startende angribere til her i foråret at være den foretrukne angriber. Så det er et stort spring, han har taget. Derfor er det fedt, at vi har kunne lave en længerevarende aftale med ham, udtaler Søren Pedersen.

I sommeren 2015 blev Emil Riis den første ungdomsspiller i historien, som Randers FC solgte, da han skiftede til den engelske traditionsklub Derby County. Siden hjemkomsten fra de lærerige udlandsophold i Derby og VVV Venlo har Emil Riis gennemgået en stor udvikling. Derfor forudser Søren Pedersen, at det kan blive til et nyt udlandseventyr for den randrusianske angriber.

– Emil er jo en af vores egenudviklede spillere, som har været ude og prøve sig af i udlandet. Efter han kom tilbage til Randers, har han taget store skridt og udviklet sig meget. Jeg er helt sikker på, at vi kan udvikle ham yderligere og få ham sendt videre igen, så det bliver endnu en god historie både for ham og for klubben, siger Søren Pedersen.

I Randers FC-trøjen er det blevet til 57 kampe og 12 mål i 3F Superligaen, mens Riis har nettet tre gange i seks kampe for kronjyderne i Sydbank Pokalen.

Fakta:
Emil Riis Jakobsen
Født: 24. juni 1998
Højde: 190 cm
Fra Hobro
Kampe for Randers FC: 57 Superligakampe, 6 pokalkampe.
Tidligere klubber: Hobro IK, Randers Freja, Derby County, VVV Venlo

Emil Riis er sponsoreret af Systemcenter A/S.

Skrevet af: Martin Albrechtsen