Randers FC cruisede sig til sejr i lokalderby

Randers FC hentede torsdag aften en vigtig udebanesejr i lokalopgøret mod AGF i første kamp af to i Sydbank Pokalens semifinaler. Det har randrusianerne selv grundlagt et solidt udgangspunkt før returopgøret om en uge. 

Torsdag aften var Randers FC i aktion mod AGF, hvor Ceres Park skabte rammerne for et sandt lokalderby. Opgøret var det første af to kampe i Sydbank Pokalens semifinale.

Kampens første chance tilfaldt hjemmeholdet efter otte minutters spil. Passivt spil i Randers FC-forsvaret tillod et fladt indlæg, som Patrik Carlgren dog  fik spadseret til hjørnespark. Dermed var Randers FC-spillerne advaret fra begyndelsen.

Efter 17 minutter svarede Randers FC tilbage, da Tosin Kehinde fik plads til en afslutning efter flot kombinationsspil. På det efterfølgende hjørnespark fik Simon Piesinger næsten sit lange ben først på bolden, men forgæves.

En endnu større chance tilfaldt Randers FC efter 22 minutters spil. Simon Graves førte bolden frem gennem midten og stak en millimeterpræcis aflevering i dybden til Marvin Egho, der havde fundet plads mellem de to midtstoppere. Desværre blev hans loppede afslutning ikke høj nok, hvorfor der stadig var status quo på måltavlen.

Herefter forløb første halvleg uden den store dramatik. De to mandskaber matchede hinanden både spilmæssigt og fysisk, men uden at kreere markante muligheder. Derfor var det heller ikke ufortjent, da dommer Michael Tykgård fløjtede til pause ved stillingen 0-0.

Fire minutter efter pausen var Randers FC tæt på en kæmpe chance. Fornemt kombinationsspil endte for fødderne af Frederik Lauenborg tæt ved feltet. Han spillede et-to med Marvin Egho, og fik derfor plads i feltet, men før han nåede at afslutte, kom en århusiansk fod i vejen.

Blot få minutter efter var Randers FC tæt på igen. Denne gang var rollerne byttet om, da Frederik Lauenborg fandt Marvin Egho foran mål. Desværre var udfaldet det samme – en AGF’er kom i vejen for boldens bane mod netmaskerne.

Herefter fulgte et par afslutninger til Marvin Egho og indskiftede Mikkel Kallesøe, men uden den rette forløsning. Det var én ting tydelig: Kun et enkelt hold var kommet ud efter pausen – og det var Randers FC.

Efter 65 minutter kom forløsningen endelig. Et hjørnespark blev slået ind i feltet, hvor bolden ikke blev clearet ordentlig. Ved bagerste stolpe havde Vito Hammershøy-Mistrati sneget sig med og fik kraftfuldt sparket nedfaldsbolden i nettet. Dermed en randrusiansk 1-0 føring og ikke desto mindre ganske velfortjent.

Tre minutter efter var Vito Hammershøy-Mistrati på spil igen. Han fløj gennem højre side, og tordnede et fladt indlæg ind mod Mikkel Kallesøe. Han blev væltet omkuld og dommeren var derfor ikke i tvivl – straffespark til Randers FC. Dette eksekverede Marvin Egho på fornemmeste vis ved at sparke bolden op i nettaget til en 2-0 føring.

Herefter satte Randers FC sig i cruise control og kørte ganske enkelt kampen stille og roligt hjem. Indskiftede Bassala Sambou var tilmed tæt på at udbygge føringen i dommerens overtid, men det blev ikke til flere scoringer, hvorfor dommeren kunne fløjte af på en kold aften ved stillingen 2-0 til Randers FC.

Med en 2-0 sejr i baghånden har randrusianerne dermed anskaffet sig et rigtig godt udgangspunkt før returkampen på Cepheus Park Randers om én uge. Inden da venter et opgør på søndag i 3F Superligaen, hvor FC Nordsjælland gæster Cepheus Park Randers. Dette opgør starter kl. 14:00

Kampfakta
AGF – Randers FC 0-2 (0-0)
0-1 Vito Hammershøy-Mistrati (65.)
0-2 Marvin Egho (68.)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren – Simon Graves (60. Mikkel Kallesøe), Simon Piesinger, Erik Marxen, Björn Kopplin – Mathias Greve, Frederik Lauenborg (82. Mathias Nielsen), Lasse Berg Johnsen, Tosin Kehinde (82. Tobias Klysner) – Vito Hammershøy-Mistrati (82. Nikola Mileusnic), Marvin Egho (90. Bassala Sambou).

Skrevet af: Christian Bundgaard Larsen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images