Personer fra to 3F Superliga-klubber i karantæne for coronavirus

Coronavirus har nu også ramt 3F Superligaen. Der er dog ikke meldinger om smitte hos spillere eller hos andre personer i og omkring trupperne.

I dag blev det meldt ud, at den tidligere Brøndby- og landsholdsspiller Thomas Kahlenberg har pådraget sig coronavirussen. Han var i søndags til stede ved kampen mellem Brøndby IF og Lyngby BK. Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med en opsporing af de personer, Thomas Kahlenberg var i kontakt med i forbindelse med kampen – og allerede nu er flere personer omkring både Brøndby IF´s og Lyngby BK´s organisation blevet sendt i karantæne.

I Divisionsforeningen er man i tæt dialog med Sundhedsmyndighederne. Udgangspunktet er, at kampene i den kommende runde afvikles som planlagt, men man følger selvfølgelig fuldstændigt Sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

For Randers FC’s vedkommende betyder det, at spillerne til pokalkvartfinalen mod SønderjyskE ikke vil komme i direkte kontakt med sponsorer og tilskuere som vanligt.

Skrevet af: Kristian Fredslund